Henter kommentarer

Milliardforvaltere investerer i særlig del af markedet: Sådan finder de 'uopdagede' aktier med potentiale


Når milliardforvalterene Jan Brännback og Janne Lähdesmäki skal finde aktier til deres to nordiske aktiefonde, så er der nogle særlige ting, som de kigger efter. 

Deres metode har over de seneste år sikret et pænt afkast, og derfor kan det være værd for private investorer at spidse øre. I et interview med Euroinvestor fortæller de to finske porteføljeforvaltere fra kapitalforvalteren Schroders, hvordan de udvælger aktier til porteføljen - og hvordan private investorer kan lære af deres proces. 

Jan Brännback og Janne Lähdesmäki investerer i Small- og Micro-cap selskaber. Det vil sige selskaber med en markedsværdi på omkring henholdsvis 6 mia. kr og 1,5 mia. kr. 

De to porteføljeforvaltere har omkring 1 mia. kr. under forvaltning, som er ligeligt fordelt på de to fonde. 

Small-cap fonden har det seneste år har klaret sig 9,1 pct. bedre end sit benchmark MSCI Nordic Countires Small Cap per ultimo februar 2024, mens Micro-cap fonden har klaret sig 8,7 pct. bedre end sit benchmark MSCI Nordic Countries Micro Cap i samme periode. 

Når porteføljeforvalterne skal lede efter nye aktier til porteføljen, er det første, som de kigger efter, om et selskab har leveret en pæn vækst i omsætningen - og om der er potentiale til, at det kan fortsætte. De ser gode rigtig gode muligheder i det nordiske marked for mindre virksomheder: 

»Det handler om at finde de uopdagede selskaber, som kan vokse over lang tid i et sundt tempo. Og der er meget større mulighed for at gøre det, blandt de mindre selskaber. Men man bliver nødt til at sætte sig ind i selskabet og anskue potentialet ud fra et bredere perspektiv,« siger Jan Brännback. 

Noget af det næste, som han og Janne Lähdesmäki kigger efter, er selskabernes bruttomargin. Altså hvor mange penge selskabet har tilbage af omsætningen efter vareforbruget. Det er nemlig en god indikator på, hvor meget salg der skal til, før vækstselskaberne bliver profitable, forklarer Jan Bännback. 

Derudover skeler de to investorer også til nøgletallet ROIC - eller afkast på den investerede kapital. Her foretrækker de to porteføljeforvaltere, at tallet er på over 10 pct. i de mere modne selskaber. 

»For os er det et af de vigtigste nøgletal, fordi det fortæller noget om, hvor effektivt selskabet er til at skabe vækst, men også hvor meget man er nødt til at investere for skabe væksten. Det afslører, om selskabet er kapitaleffektivt, og om man får noget tilbage for den million, som man investerer i en ny salgsmetode eller ny produktion,« siger Jan Brännback. 

Vis mere

Efter at have screenet selskabernes regnskaber, vurderer Jan Brännback og Janne Lähdesmäki om tallene er »attraktive«. Hvis tallene er interessante, booker de et møde hos selskabernes ledelser. 

»Her kan man rimelig hurtigt konkludere, hvorfor selskaberne har været i stand til at vokse. Hvad der driver væksten, hvilke produkter der er tale om og hvordan de ser på potentialet i fremtiden,« fortæller Janne Lähdesmäki og tilføjer: 

»Under sådan et møde får man rimelig hurtigt en ide om, hvorvidt ledelsen ved, hvad de laver. Om de kender deres marked, har styr på deres konkurrenter og kan forklare hvorfor de vokser mere.« 

Læs også: Jyske Bank med ny forudsigelse: Disse danske aktier har mest potentiale

Med andre ord er der tale om en kritisk, grundlæggende og fundamental analyse af selskaberne, lyder det fra de to forvaltere. Og selvom det for mange private investorer aldrig bliver muligt, på samme måde at kunne booke et møde med selskabernes ledelse, så er der alligevel nogle ting man kan tage med fra de to professionelle investorer. 

»Man får nok ikke den samme adgang til selskabernes ledelse, som vi har,« siger Janne Lähdesmäki, mens Jan Bännback byder ind: 

»Men man kan lytte med på de opkald eller præsentationer, hvor selskaberne præsenterer deres regnskaber. Her kan man også høre alle analytikernes spørgsmål.« 

»Man kan også selv researche og undersøge selskabets produkter,« siger Janne Lähdesmäki. 

De to porteføljeforvaltere har dog en vigtig påmindelse til investorer, der ønsker at lede efter spændende aktier blandt de mindre børsnoterede selskaber. 

»Det er vigtigt at minde folk om, at de afkast, som vi har lavet, kommer fra en meget diversificeret portefølje. Vi har aldrig forsøgt os med en portefølje udelukkende bestående af vores fem bedste aktietips,« siger Janne Lähdesmäki. 

Han mener, at diversificering er særligt vigtig, da »sandsynligheden for dårlig stockpicking« er ganske høj i denne del af markedet, lyder det fra porteføljeforvalteren. Derfor består de to fonde også af mellem 50-60 aktier. 

»Du er nødt til at være ydmyg i denne her del af markedet. Du skal være villig til at tage en risiko for at få noget eksponering til noget potentiale, der ikke er blevet opdaget endnu, men det bør ske med en balanceret tilgang,« lyder rådet fra Janne Lähdesmäki. 

Over de seneste 5 år, har de nordiske Small-Cap aktier leveret et afkast på 43 pct. målt på MSCI Nordic Small Cap-indekset. De europæiske mikro-cap aktier har i samme periode leveret 27,5 pct., mens det brede eoruopæiske MSCI Europe-indeks har leveret 49,6 pct. Det danske C25-indeks har i samme periode leveret 91,2 pct. 

Det viser data fra Bloomberg, målt i euro. 

Læs også: Sådan gik det de danske eliteaktier i februar

Læs også: Se listen: Disse uddannelser giver den højeste løn