Selvom aktierne er steget markant de seneste måneder, så er verdens største investorer fortsat optimistiske på aktiernes vegne - og lige præcis derfor er risikoen for kursfald på aktiemarkedet vokset.

Sådan lyder det fra Bankinvest samt i en ny rundspørge fra Bank of America foretaget blandt 210 globale investorer med til sammen 3644 mia. kr. under forvaltning, skriver Børsen

Globale investorer har nemlig færre kontanter og flere aktier end normalt, og det lave kontantniveau udløser et salgssignal i Bank of Americas model.

»Der er bare en større risiko for kursfald, når investorerne gennem de seneste måneder har købt betydeligt ind i aktiemarkedet og står med en overvægt af aktier lige midt i en genopblusning af krigen,« siger Jakob Vejlø, chefstrateg i Bankinvest.