De mange år som vært på podcasten Millionærklubben har lært Bodil Johanne Gantzel en del om, hvordan man kaster sig ud på aktiemarkedet uden at ligge søvnløs over at miste det hele undervejs.

Men stort set al fornuft bliver skubbet til side, når Millionærklubbens Aktiespil skydes i gang om under en uge.

»Det skal have fuld skrue, og det bliver på en helt anderledes måde, end jeg investerer mine egne penge,« lyder det fra Bodil Johanne Gantzel om sin strategi i spillet, hvor man kan vinde 250.000 kr. og præmier for samlet 500.000 kr.

Tilmeld dig aktiespillet her

For at løbe med sejren har hun planer om blandt andet at kaste sig over meme-aktier.

»Jeg vil følge med på Reddit i en masse forskellige fora, og jeg ved jo godt, at det ikke nødvendigvis er sikkert, jeg kan få fingrene i meme-aktier, men jeg bliver nødt til at finde nogle skøre aktier for at lave et højt afkast på kort tid,« siger hun.

Sidste år formåede Bodil Johanne Gantzel at lave et afkast på 58 pct. i løbet af de otte uger, aktiespillet varede. I år er ambitionen at slå det.

»Det er et spil og en leg, og derfor behøver jeg ikke dybdegående analyser af selskaber, før jeg kaster mig over dem. Mit afkast sidste år blev sikret, fordi jeg kastede mig over aktier, jeg dårligt kendte, men som steg helt vildt,« siger hun.

Læs også: Vind 250.000 kr. i Millionærklubbens Aktiespil - her er alt hvad du skal vide

Millionærklubben-værtinden vil også holde øje med, hvad den amerikanske administration investerer i.

»Da Nancy Pelosi købte Bloom Energy steg den helt vildt, og selvom det måske er for sent at komme med på en stigning, så er det sjovt at prøve ting af, som jeg ikke kunne drømme om i det private.«

Hun har også planer om at kaste sig over det danske biotekselskab Genmab, der ventes at levere nye data i efteråret.

»Det kunne godt ligge en kurstrigger gemt i den, og derfor kunne aktien godt blive min første basisinvestering,« lyder det fra Bodil Johanne Gantzel, der også har planer om at kigge efter aktier inden for hukommelseschips og kvantecomputere.

Læs også: Lau Svenssen deler sin opskrift på at vinde aktiespillet: 'Jeg investerer i aktier, der kan sparke røv'

»Jeg er også fristet af Eli Lilly og Novo Nordisks' kapløb, hvor Eli Lilly jo, på trods af at den handler pænt dyrt, ser ud til at have overhånden, selvom Novo er billigere. Men nøj, hvor er jeg blevet skuffet over den aktie,« tilføjer hun.

For at skabe et højt afkast, har Bodil Johanne Gantzel tænkt sig at følge med i spillet dagligt. Men det er ikke nødvendigvis sikkert, at hun handler aktier hver dag.

»Det skal gå stærkt, og derfor skal jeg følge med hver dag,« lyder det fra Bodil Johanne Gantzel, der glæder sig til afprøve nye træk på aktiemarkedet uden at løbe en risiko med sine egne penge:

»Jeg ville aldrig investere sådan i virkeligheden, og jeg vil aldrig anbefale nogen at gøre det. Men det er sjovt at lege sådan i en periode, for måske kan man blive klogere på, om man er en anelse for konservativ med sine egne penge.«

Du kan læse mere om konkurrencen og de mange præmier her.

Aktiespillet skydes i gang den 7. september og løber over otte uger.