Henter kommentarer

Mindre dansk selskab nedjusterer – aktien falder 20 pct.


En lille dansk aktie, der ellers har klaret sig godt i år, vælter ned i børsåbningen torsdag.

Der er tale om Hove, som slanker sig 20,5 pct. Det uhyggelige fald sker efter, at Hove nedjusterer sine forventninger til året med 15 mio. kr.

Hove producerer smøremidler til vindmøller og kraner, og selskabet har som en af de få brillieret på den danske vækstbørs First North, hvor små, danske selskaber hører hjemme. 

De lavere forventninger skyldes »udeblevne ordrer«, lyder det i en meddelelse fra selskabet:

»Hove A/S har konstateret, at resultatet for 2023 bliver mindre end tidligere udmeldt pga. udeblevne ordrer i datterselskaber i USA og Brasilien.«

Trods nedturen er Hove stadig steget markant siden årsskiftet - nemlig med 60,3 pct.

Selskabet opjusterede så sent som 15. november sine forventninger til årets gang, men Hove træder nu et skridt i den anden retning og forventer at lande et årsresultat i 2023 på 180 til 185 mio. kr. mod tidligere 195 til 200 mio. kr.

Vækstbørsen First North har længere tid været kritiseret, fordi selskaberne på børsen har haft svært ved at leve op til de mål, som de har lovet investorerne. Det har ført til blødende aktiekurser for mange af selskaberne.

Læs også: 

Læs også: Strateg: Glem de 'almindelige' AI-aktier og vælg disse i stedet