Moderen til Elon Musks søn sagsøger nu hans firma xAI for at have skabt seksuelle og falske billeder af hende.

Ashley St. Clair anklager xAI's chatbot Grok for at have genereret seksuelt eksplicitte deepfake-billeder af hende uden samtykke, skriver flere finansmedier - herunder Forbes.

Ashley St. Clair, der er en 27-årig forfatter og politisk kommentator, hævder, at Grok har skabt og videredelt utallige »seksuelt krænkende, intime og nedværdigende deepfake-billeder« af hende på brugernes anmodning. 

Det skete angiveligt selv efter, at hun offentligt havde meddelt, at hun »ikke samtykkede« til at blive digitalt afklædt. 

Som et eksempel nævnes X-brugere, der fandt billeder af en fuldt påklædt St. Clair som 14-årig og bad Grok om at afklæde hende, hvilket chatbotten efter sigende gjorde.

Søgsmålet kommer efter, at xAI har meddelt, at Grok ikke længere ville redigere »billeder af rigtige mennesker i afslørende tøj« på X. Det sker, efter kritik af, at chatbotten tidligere har opfyldt anmodninger om at generere falske, seksuelle billeder af rigtige personer.

Elon Musk, der er verdens rigeste mand, har selv udtalt på X, at han ikke var »klar over nogen nøgenbilleder af mindreårige genereret af Grok. Bogstaveligt talt nul.« 

Elon Musk, der også står i spidsen for elbilproducenten Tesla, forsikrede også, at Grok »vil nægte at producere noget ulovligt.«

St. Clair søger nu en juryretssag samt erstatning for følelsesmæssig nød og tab af privatliv. Sagen kommer også på et tidspunkt, hvor St. Clair og Musk er involveret i en strid om forældremyndigheden over deres fælles barn.