Siden sin seneste rekord, nået i slutningen af august, er aktien i chipkæmpen Nvidia faldet med mere end 14 pct.
Det er dog en god nyhed, mener Morgan Stanley, for de investorer, der ikke nåede med på toget i første omgang, for det er en mulighed for at komme ind i en aktie, der vil byde på fortsat fremgang.
Nvidia-aktien er til sammenligning stadig steget mere end 238 pct. i løbet af de seneste 12 måneder.
- Regnskaberne vil formentlig fortsat være stærke, og i det omfang investorerne er bekymrede for den kortsigtede efterspørgsel, er det en god ting, for det er en negativ tese, som koncernen hurtigt kan modbevise, lyder det i en kommentar fra investeringsbankens analytiker Joseph Moore ifølge Bloomberg News.
Læs også: Openai sigter på tredobling af værdien siden januar
Han peger på, at der i hans modeller ikke er tegn på, at efterspørgslen på de særligt kraftfulde chips til brug for kunstig intelligens, et område, som Nvidia er globalt førende på, vil aftage. Heller ikke på kort sigt.
Aktien i Nvidia er siden nytår trods tilbagefaldet her i september stadig steget med 190 pct. Det betyder, at prissætningen af aktien af flere nu anses for at være mere end anstrengt. Blandt andet har selv Ark-fondene, som er styret af teknologiinvestoren Cathie Wood, fundet Nvidia for dyr og har solgt sine aktier i selskabet.
Analytikerne er dog - næsten - universelt positive på aktien med 60 købsanbefalinger, tre neutrale bud og ingen salgsanbefalinger ifølge data fra Bloomberg News.
Læs også: Advarer mod 7 pct. i rente
Estimaterne på Wall Street er da også blevet sat markant op, og derfor handles Nvidias aktie nu i et niveau 28 gange over den ventede indtjening de kommende 12 måneder. Det er det laveste niveau i et år og det halve af niveauet tilbage i maj, inden Nvidia sidenhen to gange har overrumple markedet med sine kvartalsregnskaber.
Koncernen registrerede i andet kvartal en fordobling i salget til 13,51 mia. dollar mod 6,70 mia. dollar et år før og mod ventede 11,04 mia. dollar.
Chipkæmpen lovede samtidig et salg i sit tredje kvartal på 16 mia. dollar, mens analytikerne på Wall Street ifølge Bloomberg News blot havde sat næsen op efter noget mindre 12,5 mia. dollar.
Læs også: Medier: Mistænkt yacht besøgte Bornholm før Nord Stream-sprængning
Læs også: Storbank ser udfordrede aktiemarkeder, men har godt øje til denne del af markedet
.\˙ MarketWire