Som aktieanalytiker har jeg ofte siddet med den samme frustration: Årsrapporter og IPO-dokumenter er alt for omfangsrige, pakket med data, der sjældent bringer reel indsigt. 

Det burde gøre det lettere at forstå en virksomhed, men ofte gør det det modsatte.

Derfor rammer professor Aswath Damodaran hovedet på sømmet i sin seneste artikel, hvor han spørger, om mere data faktisk fører til mindre information.

Fra information til informationsstøj
En typisk børsnoteret virksomhed offentliggør i dag hundredvis af sider med tal, noter og risikofaktorer. 

Meget af det er teknisk, gentaget og skrevet i et sprog som kun jurister og revisorer forstår. Ifølge Damodaran fører det til informations-overload, hvor det væsentlige drukner i det uvæsentlige.

Investorer reagerer instinktivt. De fokuserer på enkelte letforståelige nøgletal og ignorerer resten.

Resultatet er en falsk følelse af indsigt og en voksende risiko for fejlvurderinger.

Disclosure som defensiv strategi
Mange virksomheder bruger rapporteringen som et skjold. 

Ved at inkludere alle tænkelige risici og forbehold i generiske vendinger kan de senere sige at "vi sagde det jo". Det gavner ikke investorerne. Det beskytter kun selskabet juridisk.

Damodaran foreslår derfor en ny tilgang. 

Rapportering bør målrettes det som er relevant for netop den virksomhed. Hvis man for eksempel promoverer sig på abonnenttal, skal man også forklare hvordan de tal er defineret og udvikler sig over tid. Transparens skal være meningsfuld, ikke mekanisk.

Hvad betyder det for investorer?
For danske og europæiske investorer bør Damodarans analyse vække eftertanke. 

Vi skal ikke lade os imponere af tykke regnskaber og store ESG-sektioner. Det er ikke mængden af data, men kvaliteten af informationen der tæller.

Det er tid til at genoverveje hvad god rapportering egentlig er. Ikke bare for analytikere og fondschefer, men for den almindelige investor der forsøger at forstå hvad han eller hun reelt investerer i.

Denne kommentar er skrevet af André Thormann, analytiker i Danske Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.