Henter kommentarer

Næstformand i dansk banks bestyrelse køber 73.000 aktier


Næstformanden for bestyrelsen i Vestjysk Bank, Gert Rinaldo Jonassen har været ude og handle på børsmarkedet. 

Af en selskabsmeddelelse fra Vestjysk Bank fremgår det, at Gert Jonassen mandag i denne uge har købt 73.000 aktier i banken for 319.010,0 kr. 

Købet har dermed fundet sted 6 dage efter Vestjysk Bank kunne præsentere sit regnskab for 2023. 

Her kunne banken melde om tæt på en fordobling af årets resultat i 2023, sammenlignet med resultatet for 2022.

Vestjysk Bank landede således et resultat på 1.035 mio. kr. i 2023 mod 543 mio. kr. i 2022. Resultatet før skat landede på 1.378 mio. kr. mod 604 mio. kr. i 2022.

Det seneste år er bankens aktie steget med hele 30,6 pct. 

Vestjysk Bank er en af de 10 største banker i Danmark og har efter egne oplysninger omkring 180.000 kunder. Banken har 25 filialer med hovedsæde i Herning. 

Vestjysk Bank-aktien stiger med 0,9 pct. i onsdagens børshandel.