Investorerne sælger massivt ud af de store teknologiaktier efter en række skuffende regnskabstal fra flere toneangivende selskaber. 

Fredag faldt indekset med op til 4,5 pct., og det betyder, at det samlet set er faldet over 10 pct. siden seneste rekord. Det er allerede tredje gang i år, at markedet oplever så markant et dyk., skriver Bloomberg News.

Nedturen skyldes især, at giganter som Alphabet (Googles moderselskab) og Amazon har leveret svagere tal end forventet. 

Begge selskaber har ellers satset massivt og brugt enorme summer på kunstig intelligens (AI). Samtidig har dårlige nyheder fra chipproducenten Intel og softwarefirmaet ServiceNow fået endnu flere til at trykke på salgsknappen.

Udviklingen afspejler en tiltagende skepsis over for de enorme beløb, der investeres i AI. Steve Sosnick, der er chefstrateg hos Interactive Brokers LLC, peger på, at markedet er i gang med et markant stemningsskifte:

»Efter mange år, hvor man har arbejdet ud fra en antagelse om, at alle penge udlånt til eller investeret i AI ville give fænomenale afkast, bliver der nu stillet nøgterne spørgsmål om ROI, ROE og i visse tilfælde tilbagebetaling af kapital.«

ROI (afkast af investering) og ROE (egenkapitalforrentning) er finansielle nøgletal, som måler, hvor effektivt en virksomhed skaber overskud af sine investeringer og sin egenkapital.

De store udsving er blevet hverdag på aktiemarkedet lige nu. Sidst markedet oplevede tre så voldsomme dyk på et enkelt år, var i 2022. Dengang var det dog tårnhøj inflation og stigende renter, der skabte panik – i dag er det usikkerheden om, hvorvidt kunstig intelligens rent faktisk kan indfri de store forventninger og skabe overskud, som investorerne har håbet på.