Nationalbanken: Sådan har AI påvirket arbejdsmarkedet


De virksomheder herhjemme, der er begyndt at bruge kunstig intelligens, ansætter færre nye medarbejdere, end de virksomheder, der ikke bruger kunstig intelligens.
Sådan lyder det fra Nationalbanken i en dugfrisk analyse:
»Den omstilling, vi forventede med AI, er kommet i gang i Danmark. Vi kan se, at virksomheder, der har taget AI i brug, har en lidt lavere beskæftigelsesvækst end sammenlignelige virksomheder, der ikke har taget AI i brug,« siger nationalbankdirektør Signe Krogstrup.
Analysen viser også, hvilke danskere der i særligt grad bliver ramt af AIs indtog på arbejdsmarkedet.
»Den lavere beskæftigelsesvækst i de virksomheder, der begynder at bruge AI, er især koncentreret blandt yngre og medarbejdere med længere uddannelse,« skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse.
Fra nationalbankdirektør Signe Krogstrup lyder det, at det er usikkert, hvordan AI vil påvirke arbejdsmarkedet herhjemme:
»Man kan ikke afvise, at beskæftigelsen kan falde på sigt, men omvendt kan det også være, at AI understøtter fremkomsten af nye virksomheder og jobfunktioner i en sådan grad, at beskæftigelsen rent faktisk stiger,« siger hun i pressemeddelelsen.
Hun tilføjer også, at AI-omstillingen, Nationalbanken ventede, nu er kommet i gang i Danmark.