Henter kommentarer

NemID er snart fortid: Her er afløseren


En af de største digitale opgraderinger nogensinde er på vej i Danmark, når NemID snart bliver erstattet af MitId.

Det skriver interesseorganisation for blandt andet banker og værdipapirhandel, Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

»Da vi introducerede NemID for godt 10 år siden, åbnede der sig et væld af nye, sikre muligheder for at kommunikere med det offentlige, handle og ordne banksager på nettet. Når NemID bliver afløst af MitID, styrker vi sikkerheden yderligere, så vi også i fremtiden trygt kan færdes på nettet. Det skal være sikkert for alle at bruge deres digitale ID – også i fremtiden,« lyder det fra Adam Lebech i i meddelelsen, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, der sammen med Finans Danmark udgør partnerskabet bag MitID.

I løbet af sommeren tester godt og vel 7.000 personer det nye MitID, og når løsningen er testet, skal alle, der i dag benytter sig af NemID, overgå til MitID. Også NemID-nøglekortet er snart fortid.

»Når NemID bliver til MitID, siger vi nemlig på sigt også farvel til NemID nøglekortet. I stedet er MitID en app til smartphone eller tablet, hvor man med et enkelt swipe kan overføre penge eller logge ind på en digital selvbetjening og se præcist, hvilken handling man er ved at godkende. Har man ikke mulighed for at bruge appen, er der andre alternativer, fx en kodeviser og en kodeoplæser,« står der i pressemeddelelsen.

Fra august 2021 ventes de første brugere at kunne tage MitID i brug, og man får direkte besked via sin netbank, mobilbank eller via digital post, når man kan få MitID. I 2022 kommer der er digital løsning til virksomheder med MitID Erhverv.

Læs også: 715.000 boligejere får skattefri gevinst på 806 millioner: Her får de mest

Læs også: Strateg: Frygten for teknologiaktier kan være en overreaktion