Godmorgen og velkommen til ugens første børsdag.

Nervøsiteten for krigen i Mellemøsten presser fortsat de finansielle markeder og sender olieprisen yderligere op mandag morgen.

Den nyeste bekymring for markedet er yderligere amerikanske tropper, som er ankommet til Mellemøsten, hvilket sætter gang i frygten for yderligere angreb på Iran.

De asiatiske aktier bliver sendt ned her til morgen og rammer det laveste niveau i år. Aktierne presses af frygten for, hvad en højere oliepris kan have af betydning for den økonomiske vækst, skriver Bloomberg News.

Vi starter det finansielle overblik i Asien, hvor børshandlen er i gang:

De japanske aktier falder markant her til morgen, når man kigger på Nikkei-indekset, som dykker med 3,5 pct.

De kinesiske aktier i Hang Seng-indekset, der hører til i Hongkong, falder også tilbage, men dog ikke lige så meget. Indekset handler ned med 1 pct. mandag morgen dansk tid.

Hjemme i Europa er der også udsigt til, at aktierne bliver mindre værd i dagens handel.

Futures for de europæiske aktier indikerer lige nu et fald på 0,7 pct., når man ser på Euro Stoxx 50-indekset. Indekset dækker over 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.

I USA står de tre ledende amerikanske indeks Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq også til at falde i værdi, når børshandlen starter 15.30 dansk tid. Det viser futures, som mere præcist indikerer, at de tre ledende indeks står til at åbne i rødt og blive mellem 0,05 og 0,14 pct. mindre værd.

S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.

Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien.

Prisen på den toneangivende Brent-olie fra Nordsøen stiger og koster nu 115 dollar per tønde. Den amerikanske WTI-olie koster nu 101,5 dollar per tønde, og dermed er prisen på den olietype også steget.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldet handler nu til en pris på 4496 dollar pr. ounce. Det er en meget lille stigning det seneste døgn.

Kryptovalutaen bitcoin er steget 0,9 pct. det seneste døgn og den digitale mønt koster dermed nu 67.387 dollar.

Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.