Henter kommentarer

Nordea sætter ord på boble-spekulationer


Torsdag og fredag i sidste uge oplevede investorer en række større fald i de amerikanske tech-aktier.

Netop techaktierne har ledt an i det opsving, investorerne har set siden 23. marts, hvor de voldsomme kursfald - udløst af  coronavirussen - ramte bunden. Tech-aktierne er steget markant og det har ført til spekulationer i, hvorvidt der er en boble. Der er dog ikke grund til at frygte en boble her, lyder vurderingen fra Nordeas senior aktiestrateg, Simon Kristiansen. Det bemærker han i et skriv mandag morgen.

'Faldene særligt i tech-aktier er tegn på at prisningen i enkeltaktier er ved at nå dets limit, men repræsenterer i vores optik ikke en boble der er på vej til at briste. Overordnet set er positioneringen i aktier ikke anstrengt men enkelte amerikanske vækstaktier kan se lidt dyre ud. I gennemsnit handler FAANG nu til en P/E på tæt på 40x mod ”blot” 32x for nogle få uger siden,' skriver han.

Hos Nordea fremhæver man, at 'de underliggende rygvinde som hjælper vækstvirksomheder, herunder særligt lav realrente, ser ikke ud til at ændre sig lige foreløbig. Det er også vigtigt at skelne tech-aktier som fx FAANG+ fra IT, hvor det kun er sidstnævnte vi anbefaler en overvægt i.'

'For IT tror vi, at stigende efterspørgsel efter software fortsætter. Sammenholdt med selskabernes stærke prisfastsætningskraft og robuste indtjening, ligger det til grund for vores overvægt af IT-sektoren. Det der kan vende udviklingen er 1) de mest hårdramte sektorer begynder også at levere positiv indtjening, hvilket vil kræve et hurtigere opsving end vi forudser, og/eller 2) at de lange obligationsrenter pludselig stiger væsentligt over 1% (i USA). Ingen af de dele synes vi er særlig sandsynligt på kort sigt,' lyder det fra Simon Kristiansen.

Der er dog risiko for udsving på kort sigt, hvilket investorer altså oplevede et eksempel på torsdag og fredag i den forgangne uge.

'Ifølge google trends er ”aktie boble” steget i popularitet som søgeord de sidste måneder, noget som er faldet sammen med en tilsvarende stigning i Vix. Vix indekset, der måler forventede udsving på S&P 500 via optionsmarkedet, steg torsdag til 34%, fra 23% ugen før. Vix omtales ofte som en frygtmålet for stemningen i aktiemarkedet, da stigning i Vix indikerer fald på aktiemarkedet. Vi forventer at indekset holder sig over dets langsigtede niveau på 20% over de næste måneder, givet de mange ubekendte som stadig omgiver opsvinget og amerikanske politik. Men vi skal næppe op og teste niveauer fra marts/april – det skal investorpositioneringen og den rekordstore stimulans nok garantere,' lyder det fra Nordeas senior aktiestrateg.

Nedenfor ses en graf over udsvingene i Vix-indekset.

Vis mere

Læs også: Er det her en boble? 5 ting, du bør tænke på, hvis du har en af superaktierne

Læs også: Står dine himmelstormere over for stort dyk? Her er dine muligheder