Norden går tilbage på bundlinjen


Det danske tørlast- og produkttanksrederi D/S Norden går tilbage på bundlinjen.
Det står klart efter, at Norden har været ude med sit regnskab for første kvartal af 2026 onsdag morgen.
I første kvartal gik Norden tilbage på bunden, da resultatet endte på 11,2 mio. dollar. I samme periode sidste år lød resultatet på 32,5 mio. dollar.
Til gengæld var omsætningen højere med 813,5 mio. dollar mod samme periode sidste år, hvor omsætningen lød på 799 mio. dollar.
Afkast på den investerede kapital (ROIC) gik ligeså tilbage og endte på 7,8 pct. mod 10,5 pct. samme periode sidste år.
For en uge siden var Norden ude og opjustere sine forventninger til 2026. Disse forventninger bliver fastholdt i onsdagens regnskab.
Her blev forventningerne til nettoresultatet hævet til 70-140 mio. dollar mod tidligere 30-100 mio. dollar i 2026.
Til regnskabet lyder det fra den administrerende direktør, Jan Rindbo:
»Konflikten i den Persiske Golf påvirker vores Tørlast-segment, mens tankmarkedet er styrket gennem kvartalet med stigende spotrater grundet markedsforstyrrelser i den globale olieforsyning.«
»Med den nuværende konflikt i den Persiske Golf, er de kortsigtede udsigter fortsat meget usikre. Med en stærk finansiel position og en agil forretningsmodel er Norden godt positioneret til at navigere i disse markedsvilkår,« tilføjer han.
Der er også udbytte på vej til aktionærerne i rederiet Norden. Udbyttet lyder på 2 kr. per aktie.
Derudover igangsætter Norden et aktietilbagekøbsprogram på 25 mio. dollar - svarende til 159 mio. kr.
D/S Norden-aktien har været i storform gennem de seneste tolv måneder, hvor den er steget med over 60 pct.
Alene i 2026 er Norden-aktien steget med 24 pct.