Norden hæver sine forventninger til året - aktien brager op


Det danske rederi D/S Norden hæver sine forventninger til året for anden gang på kort tid.
Det skyldes en stærkere udvikling i tørlastsegmentet, end tidligere antaget.
Norden forventer derfor nu et resultat for året på mellem 120-190 mio. dollar mod tidligere 70-140 mio. dollar, som blev meldt ud i forbindelse med selskabets opjustering i slutningen af april.
Topchef i Norden Jan Rindbo udtaler i forbindelse med opjusteringen, at en del af årsagen skal findes i, at Norden har haft færre udgifter til blokaden i Den Persiske Golf, end tidligere antaget.
»Vi er glade for at se, at den tidligere repositionering af flåden har bidraget positivt, samtidig med at omkostningerne fra blokaden i Den Persiske Golf har været lavere end forventet,« udtaler Jan Rindbo og fortsætter:
»Ligeledes fortsætter vi med at realisere højere skibsværdier i markedet gennem salg af skibe og aktiveringen af købsoptioner. Samlet set forbedrer dette vores forventninger til året, og vi opjusterer derfor forventningerne til nettoresultatet for 2026 til 120 – 190 millioner dollar.«
Aktien brager op med 9 pct.
Læs også: Dansk kæmpe stiger efter udmelding fra investeringsbank
Læs også: Strateg efter Novo Nordisk i stilhed er buldret op: Sådan kommer comeback i hus