Det pressede flyselskab Norwegian fremlagde i går torsdag en ny plan for fremtiden, hvor virksomheden blandt andet vil forøge aktiekapitalen med yderligere 4-5 mia. norske kr.

Investorerne sendte aktien ned med 5 pct. torsdag til 73 norske kr., og kursfaldets størrelse vækker bekymring hos handelsplatformen Nordnet.

»Endnu en stor udvanding venter på de nuværende aktionærer. Set i den henseende er det underligt, at aktien ikke faldt mere end den gjorde i går, og at den ligger, hvor den ligger. Spænd sikkerhedsbæltet,« lyder rådet fra Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

Han peger på, at de nuværende aktionærer kommer til at eje blot 5 pct. af det fortsættende selskab efter kapitalforhøjelsen, og at tegningskursen i forbindelse med kapitaludvidelsen kommer til at ligge i den nedre ende af det indikerede interval.

Norwegian har tidligere udmeldt, at de nye aktier vil ligge med en tegningskurs på 5-40 norske kr., hvilket altså er et godt stykke fra nuværende kursniveau.

Selskabet fortsætter da også nedad fredag, hvor aktien åbner med et fald på over 5 pct. til 69 norske kr.

Norsk stat som medejer?

Kapitalforhøjelsen sker som led i en plan, hvor Norwegian vil reducere sin gæld til 20 mia. norske kr. Selskabet vil desuden droppe langdistanceflyvninger og koncentrere sig om Norden og europæiske flyvninger.

Per Hansen betegner planen som »rigtig«, men mener stadig, at aktien skal længere ned.

»Investorerne har ikke forstået, hvad det reelt er, Norwegian siger, de vil gøre. Den nuværende aktiekapital er så godt som tabt, hvilket skal ses i forhold til den nuværende markedsværdi på 2,9 mia. norske kr.,« skriver han.

Norwegian vil hente størstedelen af den nye kapital via institutionelle og private investorer. Kreditorer vil eje 25 pct. af selskabet gennem konvertering af gæld til aktier.

Samtidig rækker Norwegian ud til den norske stat, hvilket ellers tidligere har været droppet.

»Norwegian håber formentlig, at de kan få staten med som investor i en eller anden form,« pointerer Per Hansen.

Læs også: Norwegian fremlægger ny plan: 'Investorerne skal nu igen dykke dybt i tegnebogen'