Der er en overraskende udvikling i gang i Vestas-aktien tirsdag.
Sådan lyder meldingen fra Nordnets investeringsøkonom Per Hansen efter Vestas-aktien tordner ned med mere end 7 pct.
Der er ifølge ham tale om »kurspanik« forud for Vestas-regnskabet onsdag morgen. Han kobler nedturen i den danske vind-aktie sammen med faldet manadg, hvor investorerne for ham »fik negativ inspiration« fra konkurrenten Siemens-Gamesas nedjustering. Det kan du læse mere om her.
»Investorerne frygter, at Vestas også vil nedjustere sine indtjeningsforventninger. På den ene side er det forståeligt og måske også mere eller mindre forventeligt. På den anden side er en så harsk reaktion lidt overraskende,« lyder det i en kommentar fra Per Hansen.
Læs også: Kapitalforvalter jagter aktiejuveler – 7 aktier de satser på
Det skal ifølge ham ses i lyset af revideringen af den populære Ishares CleanEnergy ETF, hvor Vestas vægtning blev øget i indekset fra 4 pct. til ca. 8 pct. Det gjorde Vestas til den klart største enkeltaktie. På andenpladsen finder man en anden dansk aktie, nemlig energikæmpen Ørsted, som også falder tunget tirsdag.
Per Hansen fremhæver, at Vestas-aktien igennem de sidste par dage har fået en hård kursmæssig medfart.
»Investorerne frygter regnskabet i morgen (onsdag, red.). Prisfastsættelsen er fortsat ekstrem og tårnhøj som det øverste på vindmøllen. På den ene side er kursfald forståelig. Samtidig har investorerne dog haft for vane at glemme/ignorere/feje skuffende tal ind under gulvtæppet. Investeringscasen er fortsat: Høj prisfastsættelse på basis af meget langsigtede positive forventninger,« lyder det fra Per Hansen.
Læs også: Vestas-aktien er splittet til fem: Derfor sker det
Læs også: Nedturen fortsætter for dansk darling - taber 36 mia. på en uge
