Henter kommentarer

Nordnet: De kommende uger kan blive 'urovækkende'


De kommende uger kan blive »urovækkende« på aktiemarkedet.

Det vurderer Per Hansen, som er investeringsøkonom i Nordnet. 

Mandag var der panikudsalg på aktiemarkedet, og selvom det nu betyder lavere kurser på mange af de mest populære aktier, så ser det ikke ud til at friste investorerne, vurderer Per Hansen.

»Lysten til at købe ind på de lavere aktiekurser i de kursmæssige himmelstormere, er efter min mening svag,« skriver Per Hansen i en kommentar.

Han fremhæver blandt andre chipaktierne herunder Nvidia, som er steget 430 pct. de seneste to år. Især disse aktier er nu blevet sendt i kursfald, blandt andet fordi der er indbygget store forventninger ind i aktiernes kurser, og det gør ondt, når regnskaberne ikke sprænger rammerne ifølge investeringsøkonomen.

»Der er to forudsætninger, som skal være opfyldte, for at aktier stiger. Den nødvendige; indtjeningsudviklingen og den tilstrækkelige; risikovilligheden og risikopræmien. Regnskaberne har hidtil været fornuftige uden at være fremragende. Det har en konsekvens for udvalgte aktier, som både er ramt af høj prisfastsættelse, lidt skuffende regnskaber og investorernes manglende lyst til at købe aktierne,« skriver Per Hansen.

Ser man lidt frem i tiden venter en september med flere spændende begivenheder, som kan skubbe til aktierne, heriblandt en amerikanske jobrapport og et rentemøde i den amerikanske centralbank, hvor det forventes, at styringsrenten vil blive sat ned.

Herudover påpeger investeringsøkonomen, at investorerne ser ud til at have opbygget en vane til at sende aktierne ned i september, og det kan betyde bølgegang på aktiemarkedet ifølge investeringsøkonomen.

»At dømme efter den pauvre lyst til at købe ind på et rebound, kan det blive nogle »spændende« aktieuger, hvor mindre begivenheder kan få en større kurseffekt,« skriver Per Hansen.

Læs også: 

Læs også: