Henter kommentarer

Nordnet: Derfor steg Novo Nordisk-aktien så vildt


Der er særlig forklaring på, at Novo Nordisk blev sendt ud i en kurseksplosion torsdag.

Det forklarer Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, om det danske medicinalselskab, der har specialiseret sig inden for diabetes- og fedme.

»Det som var den reelle trigger i går (torsdag, red.) blandt mange positive ting var 12 ugers data på Amycretine med vægttabsdata, som er 'fænomenale' og vurderet ud fra personer som er lidt overvægtige og altså ikke svært overvægtige,« forklarer han.

Novo Nordisk er i hans optik »formentlig best in class« inden for fedmeområdet.

Det var da også stemning af, da investorerne sendte Novo Nordisk-aktien i vejret med 8,3 pct. torsdag. Det skete, efter Novo Nordisk på dets kapitalmarkedsdag præsenterede opmuntrende resultater fra en forsøgsbehandling med en daglig pille. 

Behandlingen med amycretin gjorde det muligt for patienter at sænke vægten med 13 pct. over 12 uger i et tidligt stadie af forsøget. 

De indledende resultater antyder, at pillen potentielt kan overgå effektiviteten af Novos Wegovy-injektion, skriver Bloomberg News. Selvom det var et lille studie, meddelte Novo Nordisk, at der er grundlag for videre udvikling af pillen, hvilket holder liv i optimismen om dens fremtid.