Henter kommentarer

Nordnet: Nedskrivninger fra Ørsted kan blive en udfordring


Der har ikke været særligt meget at glæde sig over de seneste år som Ørsted-investor, og for to uger siden ramte aktien endda et 3-årigt lavpunkt. Og nu er der endnu mindre at glæde sig over. 

Tirsdag meddelte Ørsted, at der kan blive tale om at foretage større amerikanske nedskrivninger, hvilket kan skabe en nervøs »porteføljeeffekt«.

Sådan lyder vurderingen fra Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen.

Læs også: Ørsted varsler milliardnedskrivninger i USA

Ørsted har meddelt, at der i tredje kvartal kommer nedskrivninger, hvor den endelige størrelse ikke er fastlagt.

Nedskrivningerne kan komme i tre bidder og være på i alt 16 mia. kr. 

Den første bid er 5 mia. kr. på grund af forsinkelser i tre projekter, som nu bliver nedskrevet, men nedskrivningen kan tilsyneladende blive større, hvis der 'sker yderligere negative udviklinger' i forsyningskæderne, skriver Ørsted i deres fondsbørsmeddelelse.

Derudover er de to andre bidder 6 mia. kr. på grund af manglende aftaler om skattekreditter og 5 mia. kr. potentielt på grund af stigende og høje renter.

Læs også: Strateg: Sådan skal du agere i markedet resten af året

»Profitabiliteten af de fremtidige projekter er under pres, har Ørsted tidligere advaret om. Det drejer sig ikke kun om renter og skatterabatter, men også om koncessioner (prisen for vinde udbud),« lyder det fra Per Hansen. 

»For nærværende fastholder Ørsted sine langsigtede indtjeningsambitioner, men hvis det kan blive nødvendigt at revurdere dem blot nogle få måneder efter de blev præsenteret i starten af juni måned på en kapitalmarkedsdag, er det selvsagt en udfordring,« tilføjer han.

Læs også: Jyske Bank: Det mener vi om Novos prissætning

Læs også: Saxo Bank om danskernes favoritaktier: Der er særlige mønstre – det her overrasker