Bavarian Nordics nye aftale giver en meget væsentlig signalværdi.

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar, efter det er kommet frem, at Bavarian Nordic har sikret sig en milliardaftale med kinesiske Nuance Pharma.

Aftalen betyder, at Bavarian Nordic får 12,5 mio. dollar nu og her, og at det danske selskab kan få op mod 212,5 mio. dollar i milepæle-betalinger og royalties.

Læs også: Bavarian Nordic-topchef om ny kæmpe aftale: 'Det skaber en unik mulighed'

»Aftalen giver ”værdivalidering” og sender et stærkt signal til investorerne,« mener Per Hansen.

Det må alt andet lige være tiltrængt for Bavarian Nordic-aktionærer, som i løbet af de seneste 12 måneder har måttet se deres aktie falde 41 pct. Endnu værre ser det ud investorer, der købte aktien 6. september 2021. Her toppede kursen i 353 kr., hvilket efterlader dem med et kursfald på 52 pct.

»Værdivalidering er uanset, altid godt og bør give aktien til en ordentlig booster,« lyder det fra investeringsøkonomen.