Henter kommentarer

Nordnet om Bavarian Nordic: Her er, hvad der skal til for at sætte gang i aktien

Foto: Bavarian Nordic
Vis mere

Ordrer er altid velkomne, men det er ordrer af en helt anden dimension og størrelsesorden, som skal komme, hvis Bavarian Nordic-aktien for alvor skal røre på sig.

Det er meldingen fra Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, på baggrund af, at Bavarian Nordic tirsdag aften efter børsluk kunne annoncere en ny ordre på selskabets mpox-vaccine på 63 mio. dollar til den amerikanske sundhedsmyndighed, BARDA. 

Ordren skal leveres i 2026, og produktionen begynder i 2025. Dermed ændrer ordren ikke ved forventningerne til, hvor godt det vil gå forretningen i hverken 2024 eller 2025, påpeger investeringsøkonomen.

»Ordren er ikke den, som investorerne venter på, og som skal drive investeringscasen,« tilføjer han.

I takt med at mpox-virussen har spredt sig over det afrikanske kontinent de seneste måneder, har Bavarian Nordic-aktien oplevet en markant optur. Det skyldes, at det danske vaccineselskab på nuværende tidspunkt har den eneste europæiske og amerikanske godkendte vaccine mod sygdommen. 

Men investorerne venter fortsat på nyt om de store ordrer, som gjorde, at aktien steg op til kurs 300 kr. Og disse nye ordrer skal retfærdiggøre den kursstigning, pointerer Per Hansen. 

Derudover er prisen per vaccinedosis fortsat den store ubekendte. 

»Store ordrer giver normalt betydelige rabatter, medmindre der er tale om en helt akut situation, hvor en udbyder kan løse et stort problem her og nu,« lyder det fra Per Hansen.

»Hvis Bavarian Nordics investorer skal se frem til større stigninger, kræver det flere større ordrer med en 'interessant' pris per dosis,« tilføjer han. 

Aktien i Bavarian Nordic er steget med knap 49 pct. over de seneste tre måneder. 

Læs også: For første gang nogensinde: Novo-topchef åbner op for en mulig prisreduktion

Læs også: Børshus er blevet mere negative: Så meget mener de nu, at Novo Nordisk-aktien kan stige

Har du for mange danske aktier eller for få teknologiaktier? Det kan du måske få svar på nu. Euroinvestor søger læsere, der vil dele sin portefølje med en af vores dygtige eksperter. Du kan stille spørgsmål og få en vurdering af din porteføljes sammensætning og råd til, hvordan du måske kan forbedre den for at få et højere afkast og mindre risiko. Send os en mail redaktion@euroinvestor.dk med et screenshot af din portefølje, et billede af dig selv samt kontaktoplysninger, og hvad du ønsker, vores eksperter skal hjælpe dig med.