Bavarian Nordic ser ud til at stå foran et potentielt rekordår i 2025, men risikoen for skuffelser lurer på længere sigt.
Sådan lyder advarslen fra Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen om det danske vaccineselskab. Han har svært ved at se, hvordan selskabet kan sikre, at dets omsætning og indtjening i fremtiden kan leve op til investorernes drømme.
»Investorerne drømmer om en fremtid, der ikke kan ses i horisonten lige nu. Vi taler om forventninger, der lige nu ikke stemmer helt overens med virkeligheden,« siger Per Hansen.
2025 tegner ellers lovende med sikrede Mpox-ordrer for 2,4 mia. kr. og en stabil vækst inden for rejsevacciner, der bidrager positivt til selskabets udvikling. Men ifølge Per Hansen kan vækstkurven nå sit højdepunkt i 2025. Det store spørgsmål er, hvad der skal sikre omsætningen og indtjeningen fremadrettet, forklarer han.
Selskabets topchef har eksempelvis over for Børsen nævnt muligheden for en ordre på 300 mio. doser Mpox-vacciner, men spørgsmålet er, hvor meget profit Bavarian Nordic kan tjene per dosis.
Investorerne drømmer om et scenarie, hvor Bavarian Nordic tjener styrtende med penge på sådan en ordre, men store ordrer fører ofte til lavere priser, hvilket kan udfordre profitabiliteten, advarer Per Hansen. Alternativt kan mindre, højt prissatte ordrer give højere indtjening, men de er sværere at sikre i stor skala.
»Bavarian Nordic er dygtige til det, de laver, men de har ikke en størrelse inden for epidemi-vacciner, der gør dem konkurrencedygtige på længere sigt. Det er svært at se Bavarian Nordic blive en stor spiller uden at udvide forretningen, enten gennem opkøb eller partnerskaber,« siger Hansen.
Rejsevacciner er i øjeblikket Bavarian Nordics vigtigste drivkraft, men selskabet mangler for ham at se kræver en klarere strategisk retning i forhold til epidemivaccinerne for at sikre bæredygtig vækst.
For investorerne bliver det derfor afgørende, hvordan Bavarian Nordic balancerer kortsigtet succes med langsigtede strategier. Uden en tydelig plan risikerer selskabet at ramme en vækstbegrænsning og skuffe investorerne, der har meget forventninger til det danske selskab, mener Per Hansen.

