De fleste store danske selskaber i C25-indekset har leveret deres regnskaber. I den forbindelse har Nordnets investeringsøkonom Per Hansen haft karakterbogen fremme og bedømt de fleste af selskabernes præstationer.
Han betegner generelt de danske regnskabers præstationer som »generelt gode« og kalder sæsonen opløftende.
Dog er der et enkelt selskab, som er tæt på en dumpekarakter – men det kommer vi tilbage til.
Vi starter nemlig i toppen, og her finder vi, næppe overraskende, et stort medicinalselskab fra Bagsværd:
Novo Nordisk – karakteren 12:
Medicinalselskabet Novo Nordisk topper Per Hansens karakterbog og lander et 12-tal. Det skyldes blandt andet selskabets opjustering af forventningerne for året.
»Det er åbenbart ingen forhindring for høj vækst at udgangspunktet er stort. Kan det give andet end 12?,« skriver Per Hansen.
Novo Nordisk-aktien er steget med 18,9 pct. de seneste tre måneder.
FLSmidth – karakteren 12:
Lige efter Novo Nordisk finder man cement- og minevirksomheden FLSmidth. Her fremhæver Per Hansen, at virksomheden har haft gavn af et ledelsesskifte, og at det er begyndt at vise sig i præstationerne.
»Stærkt regnskab og økonomisk ham-skifte. Ny ledelse gør, hvad de siger, og siger hvad de gør. Væk med fortidens potentiale uden eksekvering og fugle på taget. Sceneskift og fast forward,« skriver Per Hansen.
Læs også: Lau Svenssen: 5 danske aktier, jeg ville købe lige nu, hvis jeg skulle investere 100.000 kr.
Efter de to topskydere finder vi Demant, der lander på et 10-tal. Det skyldes en tidlig opjustering, som »vidner om god sigtbarhed«, skriver Per Hansen.
Efter Demant kommer der et godt midterfelt, som har leveret »opløftende« og »meget fornuftige« præstationer i første kvartal:
Danske Bank – karakteren 7:
Danske Bank har ligesom flere andre banker, også været ude med en opjustering i dette kvartal. Og det var på tide, mener Per Hansen:
»Endelig kom de med på opjusteringsbølgen blandt banker. Når det regner på præsten, drypper det på degnen 12,7 % egenkapitalforrentning er et profitabilitetstigerspring. Helåret bliver lavere, men 2-cifret egenkapitalforrentning er realistisk for første gang i mange år. Investorerne håber at tiden med skuffende profitabilitet er ovre, og at Danske Bank for alvor har optaget forfølgelsen af de konkurrenter, som de gerne vil sammenlignes med,« skriver Per Hansen.
Danske Bank-aktien er faldet med 7,4 pct. de seneste tre måneder. Du kan læse mere om bankens regnskab her.
DSV – karakteren: 7
Transportgiganten DSV finder man også i samme niveau som Danske Bank. Det skyldes blandt andet, at selskabet har et større fokus på indtjeningen, skriver Per Hansen.
»DSV siger nej til markedsandele og fokuserer på indtjeningen. DSV styrer og prioriterer sin forretning. Lavere omsætning betyder fravalg af kunder medmindre indtjening. Selskabet med den gode udvikling med en økonomi, som ikke slingrer,« skriver Per Hansen.
Netcompany – 7:
Også Netcompany lander med et 7-tal i karakterbogen. Det skyldes et regnskab, der var bedre end ventet:
»En anelse bedre end ventet og noget bedre end frygtet efter de seneste kvartalers svingende og »ujævne« leverancer. Forventninger om helårs vækst på 8-12 % med en 15-18 % justeret EBITDA margin. Godt cash flow og faldende gearing. En opjustering senere er en mulighed. Lad det være slut med kvartalsvise udsving og negative overraskelser,« skriver Per Hansen i sin kommentar.
Netcompany-aktien er faldet med 1,3 pct. de seneste tre måneder.
Læs også: Analytiker om kendt dansk aktie: Den er i høj grad undervurderet
Efter de tre syvtaller finder vi en lang række selskaber, som kan tage et 4-tal med hjem i karakterbogen. Per Hansen kalder eksempelvis deres præstationer for »fornuftige« og »solide uden at være prangende«.
De selskaber som lander et firtal, nogle af dem med pil op, er:
Læs også: Spørg dig selv om disse to ting før du investerer i obligationer
Til sidst er vi så nået til listens bundskraber, der i denne omgang lander på karakteren 02:
Royal Unibrew – karakteren 02:
Bryggerigiganten Royal Unibrew lander på et »let skuffende« total i Per Hansens karakterbog. Her peger han blandt andet på selskabets omsætning:
»Royal Unibrew skuffer i det første kvartal og slutter nederst. Der mangler cirka 100 mio. i omsætning. Den gode nyhed er trods alt, at det sker i årets mindste kvartal. – Lidt skuffende, men så er det altså heller ikke værre og 2023 kan fortsat blive fornuftigt og godt,« skriver Per Hansen.
Royal Unibrew-aktien er steget med 29 procent de seneste tre måneder. Du kan læse mere om regnskabet her.
Læs også: Han forudså finanskrisen: Her er hans nye sats
Læs også: Realkreditgigant advarer om bestemt lån
