Nordnet om dansk folkeaktie: Kursfaldet burde give genlyd

Kursfaldet burde give genlyd ind på direktions- og bestyrelsesgangen i selskabet.
Det mener Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, om den opsigtsvækkende nedtur, som den danske lydkæmpe GN Store Nord, har oplevet den seneste tid. GN-aktien er faldet mere end 29 pct. i løbet af de seneste tre måneder, efter selskabet, der sælger headsets og høreapparater, præsenterede en nedjustering for investorerne.
»Den fundamentale forudsætning for at investorerne er overbeviste om, at virksomheden er på rette vej til indtjeningsvækst, er at det er afspejlet i forventningerne. Aktuelt er det ikke tilfældet,« lyder det fra Per Hansen:
Situationen har ændret på, hvad investorer vil give for GN Store Nords aktier, ligesom andelen af shortede positioner er steget fra 5,18 pct. til 7 pct. over de seneste måneder, hvilket indikerer, at flere investorer spekulerer i et yderligere kursfald.
Udviklingen skal i hans optik ses i lyset af, at GN Store Nord for 12 måneder siden var ovre den værste nedtur, efter GN for nogle år siden kastede sig ud i et milliarddyrt køb af selskabet Steelseries.
William Demant Invest (WDI), der står bag konkurrenten Demant, har også mærket konsekvenserne, da de i et overraskende træk købte aktier i GN Store Nord. Deres potentielle gevinst er ifølge Hansen skrumpet fra 25-30 pct. til et muligt tab, hvis de ikke har solgt ud af deres GN Store Nord-aktier. Det vil ikke være unaturligt, hvis udviklingen har genoplivet spekulationer om en mulig fusion mellem GN Store Nord og Demant, forklarer Per Hansen.
Oprindeligt handlede WDIs opkøb om at beskytte sektorinteresser, særligt Demants. Men ejerandelen er vokset, hvilket kunne tyde på et skift fra forsvar til et investeringsangreb med henblik på at lave en god forretning, vurderer investeringsøkonomen.
Spørgsmålet er for ham at se blandt andet, hvorvidt en fusion vil blive accepteret konkurrencemæssigt, fordi GN Store Nords aktiekurs kan være for lav til at muliggøre en fair fusion.
»Er GN Store Nords aktiekurs så udbombet, at det på den ene side er en mulighed, men på den anden side umuligt, fordi ombytningsforholdet i givet fald vil afspejle den investeringsmæssige aktuelle virkelighed«, lyder det fra Per Hansen.
Det kan også spille ind, at konkurrenten Sonova har gjort teknologiske fremskridt, der påvirker konkurrencesituationen, forklarer Per Hansen med henvisning til, at Sonova har introduceret AI-chips i deres produkter, hvilket lægger pres på GN Store Nord og Demant.
Det ændrer for ham at se ikke på, at GN Store Nord står over for udfordringen med at vende indtjeningsudviklingen. Selvom Covid-boomet ikke ventes at gentage sig, har selskabet potentielt et stærkt udgangspunkt i Hearing-divisionen.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner