Et interview med SAS-topchef Anko van der Werff hos Jyllands Postens erhvervsmedie Finans understreger den pressede finansielle situation for flyselskabet, som sandsynligvis først i 2023 igen vil være overskudsgivende.

Det vurderer investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen, som sætter spørgsmålstegn ved, om investorerne er klar over, at en ny kapitaludvidelse er "mere snarere end mindre sandsynligt".

- SAS fik fyldt pengekassen op i 2020. En ny kapitaludvidelse kan meget vel komme på tale igen i 2022. Det er en risiko, som aktuelt ikke er indeholdt i aktiekursen. Samtidig presser udsigten til underskud frem til 2023 økonomien, skriver Per Hansen i en kommentar til Finans' interview med Anko van der Werff.

I interviewet siger topchefen, at SAS kæmper for at overleve.

- Når jeg ser, hvordan markedet er nu, hvordan vores kunder ændrer sig, og størrelsen af vores gæld, står det fuldstændig klart, at vi er nødt til at gøre tingene markant anderledes. Det er en kamp for at ændre SAS, så vi har en fremtid, siger Anko van der Werff til Finans.

Læs også: Topchef: 'SAS kæmper for at overleve'

Læs også: Nordea om visse aktier: Det svarer til at gribe en faldende kniv

.\˙ MarketWire