Henter kommentarer

Nordnet om Vestas: Det kan forklare den manglende reaktion


En lunken markedsreaktion viser, hvor mange skuffelser Vestas-investorerne har måtte døje med i 2022.

Sådan lyder det i en kommentar fra Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen. Vestas-aktien stiger 0,5 pct., selv om den danske vindmølleproducent tirsdag kan afsløre, at Vestas er blevet foretrukket som leverandør til en større flydende havvindpark i Sydkorea. Det kan du læse mere om her.

Den beskedne reaktion i markedet kan ifølge Per Hansen forklares med de mange skuffelser, som Vestas-investorer har oplevet den seneste tid.

»2022 har været et skuffende år for Vestas med for mange nedjusteringer. Den udvikling har naturligt sat sig og gjort indtryk på investorerne,« lyder det fra Per Hansen.

Dette aktieår har ifølge Per Hansen været så slemt for Vestas, at »2023 kan ikke blive værre og bliver formentlig bedre.« Det skyldes, at de omkostninger, som Vestas har til at producere dets vindmøller - tænk for eksempel udgifter til stål og transport - falder, lyder det fra investeringsøkonomen.

For ham at se vil investorerne først reagere, når Vestas får flere ordre i hus, for det har med hans ord »manglet meget« de seneste 12 måneder. I den periode er Vestas-aktien faldet næsten 21 pct.