Investorerne har været nervøse, hvilket har ført til nylige kursfald.

Men ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, er det »forunderligt«, at det ikke er sket tidligere.

Onsdag aften kom der referat fra det seneste møde i den amerikanske centralbank, Fed, der blev afholdt i starten af november.

Her blev der blandt andet diskuteret af øge hastigheden i neddroslingen af de månedlige obligationsopkøb.

»Det er eller burde ikke være nogen investeringsoverraskelse, men sommetider kan ting som kommer på papir alligevel gøre ”indtryk”,« skriver Per Hansen i en kommentar torsdag morgen.

Investorerne står nu ikke kun med en mulig renteforhøjelse i sigte, men også en coronasituation i forværring, vurderer investeringsøkonomen.

»Investorerne står ikke kun med en renteudfordring, men Covid er også rykket betydelig op i udfordringshierakiet og på investeringsdagsorden. Der er rigtig mange smttede. Heldigvis har vacciner gjort, at situationen alt i alt ikke er eskaleret til en ny generel lock-down mange steder.«

Men alligevel er alt ikke »gråt i gråt.«

»Hvis Covid igen bliver den helt store udfordring, vil det alt andet lige dæmpe renteudfordringer og de stigende forventninger,« skriver Per Hansen.

På lang sigt vurderer han, at stigende renter vil slå coronaudfordringerne.

»For aktieinvestorerne virker det aktuelt som et valg mellem pest eller kolera: Stigende renter kan være pesten, som kan giver mere strukturelle ændringer på aktiemarkedet de kommende år, mens Covid mere har karakter af en større men formentlig kortsigtet udfordring.«

Han afslutter med at skrive, at 2022 formentligt bliver et helt anderledes år end 2021.

»På aktiemarkedet i hvert fald.«

Læs også: Saxo Bank: Pas på hypede elbilaktier - kast dig i stedet over disse

Læs også: Så mange fortryder sommerhuskøb under corona