Den statslige norske kapitalfond Folketrygdfondet har fortsat tiltro til den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk, på trods af at aktiekursen er blevet savet ned med 46 pct. i 2025.
Det fortæller direktør i fonden Kjetil Houg til mediet E24 i forbindelse med fondens årsrapport for 2025.
Her fremgår det endda, at den norske milliardforvalter har købt Novo-aktier for 1 mia. norske kr. i det forgangne år - mens aktiekursen er faldt sammen. Det svarer til ca. 664 mio. kr.:
»Vi mener, at Novo har fantastiske produkter og er et meget godt selskab. Så har de haft meget modgang nu på flere områder, og har også skiftet ledelse. Men grundlæggende er det fortsat et stærkt selskab,« siger direktør i Folketrygdfondet, Kjetil Houg, til E24.
Novo Nordisk-aktien har været under massivt pres i 2025, hvor selskabet har været presset af kopiproducenter og et fremadstormende salg fra den amerikanske medicinalgigant Eli Lilly.
Folketrygdfondet er en statslig kapitalforvalter, der investerer i Norge og andre nordiske lande, modsat den måske mest kendte norske investeringsfond Oliefonden, der investerer globalt. I stedet fokuserer Folketrygdfondet særligt på Norge og norden - blandt andet for at sikre et stærkt kapitalmarked i Norge.
I 2025 tjente Folketrygdfondet 48 mia. norske kr. og forvalter aktier og obligationer for ca. 429 mia. norske kr.

