Det pressede flyselskab Norwegian fremlægger en ny strategiplan, som skal sikre selskabets overlevelse og fremtid.

Kernen i planen er, at Norwegian vil fokusere på sin nordiske forretning og sit europæiske rutenetværk, mens langdistanceruter bliver droppet. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Samtidig vil Norwegian reducere sin gæld til 20 mia. norske kr. ved bl.a. at hente 4-5 mia. norske kr. i frisk kapital ved udstedelse af nye aktier til bl.a. nuværende aktionærer.

»Norwegian flyver videre på den økonomiske reservetank. Investorerne har allerede tabt enorme summer, og de skal nu igen dykke dybt i tegnebogen. De økonomisk afpillede investorer må forberede sig på yderligere udvanding,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar til planen.

Selskabet har desuden genoptaget dialog med den norske regering om muligheden for statslig deltagelse på baggrund af den nye forretningsplan, fremgår det af meddelelsen.

Med den nye plan vil virksomheden have 50 fly i drift i 2021, hvilket gradvist vil stige til 70 fly i 2022. Før krisen havde Norwegian cirka 160 fly ifølge Nordnet.

Aktien dykker torsdag morgen 5 pct. til 73 norske kr.

Emissionskursen har tidligere været indikeret i intervallet 5-40 norske kr. Nuværende aktionærer vil efter de finansielle ændringer eje 5 pct. af det fortsættende NAS, påpeger Per Hansen.

Læs også: Dyster prognose: Flytrafikken tilbage til normal om fem år