Novo Nordisk kan stå med et fedmemiddel, der potentielt overgår de mest effektive behandlinger på markedet i dag.

Det vurderer Sydbanks senior aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen om det mulige fedmemiddel amycretin, der kan blive en af de næste store succeser for Novo Nordisk, skriver Børsen.

»Hvis Novo er i stand til at replicere det, de har gjort indtil videre, så kunne det godt pege i retning af et middel, der er det bedste i klassen,« udtaler han.

Som Euroinvestor tidligere har beskrevet fremlagde Novo Nordisk tirsdag lovende data for stoffet amycretin. 

Amycretin er et middel, der kort fortalt er en potentiel afløser til semaglutide, det aktive stof i selskabets store salgshit, diabetesmidlet ozempic og fedmemidlet Wegovy.

Det er vigtigt for Novo Nordisk at finde det næste store salgshit, fordi patentet på semaglutid udløber om få år.  Når det sker, må Novo Nordiks konkurrenter kopiere stoffet og sælge billigere versioner.

Det vil øge krigen om det attraktive marked for fedmemedicin.

Nye fase 2-data for amycretin viser ikke desto mindre lovende resultater for patienter med type 2-diabetes. Studiet har vist vægttab på op til 14,5 pct. Det er potentielt bedre end både Ozempic/Wegovy og Eli Lillys konkurrerende middel.

Investorerne belønnede Novo Nordisk-aktien med en kursstigning på knap 4 pct. 

Det skal ses i lyset af den kurslussing selskabet fik mandag, hvor investorerne straffede Novo Nordisk, efter det kom frem, at semaglutid ikke virkede mod alzheimer.