De danske fedmeaktier blev tirsdag sendt ud i en markant nedtur, efter en konkurrent er kommet med lovende data for en ny vægttabspille.
Amerikanske Eli Lilly har nemlig offentliggjorte »stærke« tal for midlet orforglipron, skriver Sydbank, som også påpeger, at flere analysehuse efterfølgende har bekræftet deres positive syn på den amerikanske aktie. En nyhed, som sendte aktien op med mere end 14 pct. torsdag.
Tirsdag var så første chance for at få investorernes dom over de danske fedmeaktier efter nyheden fra Eli Lilly - og dommen blev hård.
Zealand Pharma og Novo Nordisk dumpede ned i bunden af det danske C25-indeks.
Novo Nordisk trak sorteper. Med et fald på 7,4 pct. blev den danske medicinalmastodont dagens taber i hovedindekset. Zealand Pharma blev også straffet med et fald på 6,6 pct. til biotekaktien.
Ørsted stjal også fokus i dagens handel, og det var heller ikke det positive rampelys, som skinnede på forsyningsgiganten.
Selskabet blev tirsdag ramt af flere negative historier. Frygten for, at Ørsteds amerikanske projekter kan komme i fare, ser ud til at være stigende, efter Equinors havvindprojekt i USA er blevet sat på pause af den amerikanske regering.
Samtidig var dårligt nyt fra analytikerkorpset. Ørsted-aktien modtog to nedgraderinger, da både den britiske storbank Barclays og den amerikanske ditto Bank of America nu anbefaler at sælge den danske forsyningsaktie.
Den dårlige stemning ser ud til at have ramt investorernes syn på aktien.
Ørsted faldt 4,8 pct. i børshandlen.
Der var ikke mange positive nyheder at hente i tirsdagens handel. Dagens vinder i C25-indekset blev smykkegiganten Pandora med en stigning på 1,9 pct.
En stigning som altså langtfra gjorde op for de blodrøde aktiekurser i bunden af hovedindekset, og derfor ender dagens handel også med en markant nedtur på 1,7 pct. til C25-indekset.
Læs også: Trump kalder centralbankchef en taber: 'Det sidste aktieinvestorerne har brug for'
Læs også: Gør sommerhuset til en pengemaskine: Så meget kan du tjene på at leje det ud

