»Nogle af de ting, man læser i medierne, mener jeg ikke er helt korrekte.«
Sådan siger Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard, til DR, efter han i månedsvis har måttet lægge øre til massiv kritik fra amerikanske toppolitikere.
Med jævne mellemrum minder senator Bernie Sanders og præsident Joe Biden medicinalgiganten om, at dens topsælgere mod fedme og diabetes, Wegovy og Ozempic, er for dyre.
»Det er åbenlyst, at Novo Nordisk svindler amerikanerne,« sagde Sanders for eksempel i juni til NBC.
I et fælles brev i mediet USA Today skrev de to politikere ligeledes i juli, at priserne på Ozempic og Wegovy potentielt set kan ruinere det amerikanske sundhedssystem.
Til DR svarer Fruergaard nu igen og siger blandt andet, at Novo Nordisk har sænket prisen på Ozempic med 40 procent siden lanceringen.
Han mener derudover, at man I USA kunne vælge at dele rabatter, »der går til mellemmænd«, med patienterne og på den måde opnå mere tilfredsstillende priser.
Fruergaard skal til USA i september, hvor han ifølge Reuters vil blive udspurgt om priserne på det amerikanske marked.
Artiklen er oprindelig udgivet af B.T.
