Den danske medicinalgigant Novo Nordisk kunne tirsdag melde nedslående meldinger ud om, hvad selskabet forventer at levere i 2026. 

Både salget og indtjeningen ventes at gå tilbage med mellem 5-13 pct. i 2026 - markant mere end de godt 2 og 3,6 pct., som analytikerne havde forventet på forhånd. 

Prispres og udløb af patenter på flere vigtige markeder i 2026 fremhæves som årsager, og det fik investorerne i USA til at sende den danske folkeaktie ned med hele 12 pct. i tirsdagens handel. 

Finansdirektør i Novo Nordisk Karsten Munk Knudsen kaldte på et pressemøde tirsdag situationen for 'brandærgerlig': 

»Det er vigtigt for os at komme med en realistisk guidance for det marked, vi kigger ind i, og den udvikling for virksomheden, vi kigger ind i for 2026. Og så er det selvfølgelig brandærgerligt, at vi skuffer forventningerne hos markedet. Men vores opgave er at redegøre på det rette tidspunkt og på en troværdig måde, hvad vi ser i, og så driver vi virksomheden ud fra det,« lød det fra Karsten Munk Knudsen ifølge Børsen.

Novo vil blandt andet blive presset af, at aktivstoffet i de storsælgende vægttabsmidler Ozempic og Wegovy, semaglutid, løber af patent i lande som Brasilien, Indien, Kina og Canada, fremhæver finansdirektøren. 

Derudover fremgår det af regnskabsmeldingen fra Novo Nordisk tirsdag, at man forventer lavere priser i USA i 2026 - blandt andet på baggrund af Trump-administrationens 'Most Favoured Nations'-aftale. 

Du kan læse mere om tirsdagens regnskab fra Novo Nordisk her

Millionærklubben

Demant og Netcompany starter denne uges brag af en dansk regnskabsuge. Millionærklubben tager derfor de friske meldinger under kærlig behandling, kigger frem mod en spændende uge og undersøger om der måske kan opstå gode køb- eller salgsmuligheder. Derudover vender vi friske meldinger fra Ørsted, en amerikansk handelsaftale med Indien og de områder af markedet som dagens panel ser de bedste muligheder i lige nu. Med i studiet er de erfarne investorer Nina Movin, der er adm. direktør i Otto Mønsteds Fond og Lau Svenssen, der er fast porteføljeforvalter i klubben samt chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg. Vært: Adam Geil