Novo-chef ser stort potentiale: 'Vi har virkelig stærke kandidater'


Medicinalmastodonten Novo vil udvide sin pipeline frem mod 2030 og satser på flere nye behandlinger inden for blandt andet diabetes og fedme.
»Vi har virkelig stærke kandidater i fase-2,« siger Novos forsknings- og udviklingschef Martin Holst Lange på selskabets kapitalmarkedsdag i London.
Kapitalmarkedsdagen kommer på et vigtigt tidspunkt for Novo. Selskabet er under pres for at vise investorerne, hvor den næste vækst skal komme fra, efter en periode med skuffelser i dele af pipelinen og stadig hårdere konkurrence på markedet for fedmemedicin.
På scenen i London har Martin Holst Lange derfor fokus på, hvordan selskabets pipeline skal bidrage til at indfri målene frem mod 2030.
Ifølge forskningschefen skal Novo blandt andet udvide sin pipeline inden for diabetes og fedme, hvor der ifølge ham ikke findes én behandling, der passer til alle patienter.
»Diabetes og fedme er komplekse sygdomme. Der kommer ikke til at være en generel behandling,« siger Martin Holst Lange.
Han understreger samtidig, at flere af selskabets lægemiddelkandidater ikke kun retter sig mod diabetes og fedme, men potentielt også kan bruges til behandling af andre sygdomme.
Novo sigter desuden efter at starte 11 forsøg med potentielle lægemidler i mennesker inden 2030.