Henter kommentarer

Novo Nordisk afslører nye data på potentielt fedmehåb: Aktien brager op

Novo Nordisk har fredag løftet sløret for fase 2-resultater for et nyt fedmehåb, som kan være en mulig efterfølger af selskabets nuværende populære fedmemiddel Wegovy.
Novo Nordisk har fredag løftet sløret for fase 2-resultater for et nyt fedmehåb, som kan være en mulig efterfølger af selskabets nuværende populære fedmemiddel Wegovy. Foto: Staff/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den danske medicinalgigant Novo Nordisk afslører fredag friske data på det potentielle fedmemiddel Amycretin. Det får Novo Nordisk-aktien til at brage op i fredagens børshandel. 

Studiet havde til formål at undersøge de behandlingsrelaterede bivirkninger, og sikkerhedsprofilen var på linje med andre incretin-baserede fedmebehandlinger. 

Ved den højeste dosis Amycretin (20 mg.) leverede det potentielle fedmemiddel et vægttab på 22 pct. ved patienter med en gennemsnitlig startvægt på 92,7 kg. 

»Vi er meget opmuntrede over resultaterne fra fase 1b/2a-studiet med amycretin hos personer med overvægt eller fedme,« udtaler Martin Lange, der er koncerndirektør for udvikling hos Novo Nordisk

»De opnåede resultater støtter vægttabspotentialet for denne nye unimolekylære GLP-1- og amylin-receptoragonist, som vi også tidligere har set med den orale formulering,« lyder det videre. 

Umiddelbart efter meddelelsen stiger Novo-aktien markant, så den er gået fra at handle lige omkring nullet til at stige omkring 10 pct. Det svarer til, at markedsværdien er steget med 261 mia. kr. på få minutter, ifølge data fra Bloomberg. 

Amycretin er et vægttabsmiddel, som er designet til både at påvirke GLP-1-recptorer samt amylin-receptorer. I tidlige studier har midlet vist større vægttab end eksempelvis det storsælgende fedmemiddel Wegovy. I studiet er amycretin undersøgt ved ugentlig behandling 

Novo Nordisk skriver videre i meddelelsen, at man nu vil planlægge yderligere udvikling af amycretin. Resultaterne stammer som sagt fra et fase 1b/2a-studie ud af i alt tre faser. Herefter skal medicinen også igennem en række andre godkendelser, før det kan findes på apotekets hylder.

Den danske medicinalkæmpe er lige nu på jagt efter en potentiel efterfølger til selskabets guldæg Wegovy. Længe havde der været håb om, at dette middel skulle blive CagriSema, som der tilbage i slutningen af december kom fase 3-resultater med. Disse var dog ikke tilfredsstillende´, da studiet med CagriSema 'kun' viste et vægttab på 22,7 pct. mod de ventede 25 pct.

Det var heller ikke noget, der faldt i god jord hos investorerne, som sendte Novo Nordisk-aktien ned med over 20 pct.