Novo Nordisk-aktien sendes i rødt torsdag morgen og falder med 1,3 pct. en halv time inde i handelsdagen.

Det sker samme dag, som Novo Nordisk er blevet sagsøgt i USA.

Også selskabets ærkerival Eli Lilly er en del af søgsmålet, der er anlagt af det førende kopimedicin-apotek Strive Specialties, der fremstiller kopiversioner af de to selskabers fedme- og diabetesmidler.

Strive Specialties hævder, at Novo Nordisk og Eli Lilly har overtrådt konkurrencelovgivningen ved at have indgået aftaler med en stribe telehealth-platforme om salg af vægttabsmidler i USA. Søgsmålet kan du læse mere om her.

Det virker absurd, at medicinkopiproducenten Strive Specialties nu sagsøger Novo Nordisk, lyder det fra teknisk analytiker og investor Lars Persson i torsdagens afsnit af Millionærklubben.

»Det virker lidt absurd, at nogen, der har kopieret dem (Novo red.) anklager dem for at have gjort noget ulovligt,« siger han.

Lars Persson understreger dog, at han ikke nødvendigvis tror det er årsagen til, at Novo Nordisk-aktien falder i dag. Han peger på, at nogen måske tager gevinst hjem, da aktien er steget pænt siden årsskiftet.

Aktiekursen i Novo Nordisk har været udfordret de seneste år, og ser man tilbage på de sidste 12 måneder er medicinalaktien ende med 38 pct.