Novo Nordisk-aktien slået af tronen efter 19 måneder - det er den mest købte aktie nu


Der har været et tronskifte, når det kommer til den mest populære danske aktie.
Novo Nordisk-aktien har hver eneste måned siden november 2024 været den mest købte blandt Danske Banks kunder - lige indtil sidste måned. Her overtog en ny dansk aktie tronen. Det påpeger Danske Banks chefstrateg, Frank Øland, i en kommentar.
Aktien i den danske transportmastodont DSV har i stedet indtaget pladsen i solen.
Det bemærkelsesværdige skifte blev blandt andet udløst af, at DSV den 22. juli blev sendt ud i et brutalt kursfald, efter selskabet fremlagde friske tal, som investorerne straffede hårdt. Aktien faldt 14,2 pct., og det fik ifølge banken mange danskere til at trykke på købsknappen.
Men ændringen dækker over et farligt skifte, advarer Frank Øland-
»For første gang siden 2024 har en anden dansk aktie stjålet rampelyset som den mest købte blandt investeringskunder i Danske Bank – men bag udviklingen gemmer sig en risikofyldt tendens blandt private investorer,« lyder det fra chefstrategen.
»Når en stor dansk aktie falder kraftigt, ser vi ofte, at private investorer køber solidt op, men det kan være en farlig strategi. Kursfald bør ikke opfattes som en rabat. Når aktiekursen falder, kan det være et udtryk for, at virksomheden har nogle nye udfordringer, og at det ikke længere er den samme vare – og i så fald bør den gamle aktiekurs være irrelevant for købsbeslutningen,« fortæller Danske Banks chefstrateg, Frank Øland.
Som tommelfingerregel gælder det, at kursfald ikke må forveksles med udsalg. Det er forkert at tro, at der er udsalg på aktier, og at de automatisk igen vil blive handlet til ’normal’ pris, når udsalget er slut, forklarer chefstrategen.
»De seneste år har mange investorer fx købt op i Novo Nordisk i håb eller forventning om et stærkt comeback i aktien – men det er jo ikke en naturlov, at kursen skal tilbage på tidligere tiders topniveauer, og det kan blive et langt og sejt træk, hvis den skal,« siger Frank Øland.
Her ses en liste over populære aktier baseret på antal handler blandt private investeringskunder i Danske Bank i Danmark.
TOP 5: Mest købte danske aktier i juli
TOP 5: Mest købte udenlandske aktier i juli
Chefstrategen ser den store lyst til at købe faldende aktier som en typisk psykologisk faldgrube. Han advarer om, at investorer nemt kan blive fanget af psykologiske fælder – herunder den såkaldte forankringsbias, hvor man stirrer sig blind på forældede oplysninger såsom en akties tidligere topkurs.
I stedet understreger han, at man bør basere sine investeringer på friske nøgletal, de seneste regnskaber og virksomhedens aktuelle udmeldinger om fremtiden.