Novo Nordisk har forsøgt at råbe de amerikanske sundhedsmyndigheder op med hensyn til legitimiteten af kopier.
Det kan være et vendepunkt, men der skal mere til før det bliver en ægte game changer.
Novo Nordisk offer for sin egen succes
Novo Nordisk blev i 2024 offer for sin egen succes. Efterspørgslen efter deres Wegovy-injektion var så stor, at de ikke kunne følge med. Det burde være godt, men var reelt skidt, fordi det åbnede op for de kopier, som nu har stjålet en del af Novo Nordisks omsætning og indtjening i 12 måneder.
Generiske produkter er lovlige “kopier”
Kopier er i sin grundsubstans ulovlige. Punktum. Det gælder ikke kun i USA, men globalt. Der findes dog to undtagelser. Et produkt som mister sin patentbeskyttelse kan blive lovligt “kopieret”.
Det sker dog først og kun efter, at sundhedsmyndighederne har godkendt, at kopien eller den generiske version, som det hedder, matcher exakt originalen.
En anden undtagelse, som kun gælder i USA, er hvis et produkt er i restordre og/eller hvis det handler om individuelt tilpasset medicin til den enkelte.
Mangelsituation løst for længe siden
Når det kommer til Wegovy injektionen, er der ikke længere en mangelsituation. Dermed burde muligheden for at tilbyde en kopi ikke eksistere i USA.
FDA burde allerede havde grebet ind i foråret 2025. Det gjorde de dog ikke. Den anden mulighed for at udbyde en kopi af Wegovy injektionen er, hvis den bliver individuelt tilpasset. Også i det her tilfælde burde det efter min mening være indlysende, at man ikke kan masseproducere et produkt og kalde det “individuelt tilpasset”. Det er et “scam”.
FDA indgreb
FDA greb ikke ind før amerikanske Hims& Hers Health (HIMS) i slutningen af sidste uge meddelte, at de ville lancere en Wegovy pille kopi til 49 USD/måned i en introduktionsperiode. Det svarer til en tredjedel af Novo Nordisks nedsatte pris.
FDA bægeret flød over
Denne lovovertrædelse var så massiv og så tydelig, at FDA ikke kunne sidde det overhørig.
Man kender ikke effekten af kopipillen; om den havde en effekt i det hele taget, og hvor meget Novo Nordisks “leveringsteknologi” kunne gøre forskellen. Kendt var blot at APIen var baseret på Semaglutide.
FDA sagde nej. Det gik ret hurtigt og er bemærkelsesværdigt. De burde have grebet ind for 1 år siden for injektionen. Presset har været voksende. Ikke kun fra Novo Nordisk, men mon ikke det samme vil gøre sig gældende for Eli Lilly, som dog forsøger at arbejde lidt i det skjulte.
Novo Nordisk sagsøger HIMS
Novo Nordisk har sagsøgt HIMS og vil søge erstatning for den indtjening på Wegovy injektionen, som de er gået glip af.
Hvis det drejer sig om et salg til patienter i hundrede tusinders klassen og måske op til millionen eller mere, kan et sådan sagsanlæg meget vel handle om trecifrede mio. beløb i USD.
Én ting er dog erstatningsbeløb. Noget ganske andet er at få cementeret, at kopier er ulovlige. Både for HIMS, men også for andre tele-health-selskaber, som ikke har lovlig adkomst til at distribuere ikke godkendte produkter.
Hvorfor havde FDA så travlt denne gang?
Hvad fik mon FDA til at gribe så hurtigt ind? Godt spørgsmål.
Måske har Novo Nordisk via sine jurakontakter ladet forstå, at hvis FDA ikke viser sig som en sundhedsmyndighed, som tager patientsikkerheden alvorligt, men samtidig også beskytter, at USA er en retsstat, ville der også komme et sagsanlæg mod FDA.
FDA handlede. Kopipillen er trukket tilbage, sagsanlægget kører, og der vil for investorerne igen være fokus på udviklingen i recepter på Wegovy pillen og ikke mindst, hvornår FDA giver tilladelsen til at Eli Lilly også må lancere deres Orgliprofon i pilleform. Det sker efter “planen” om ca. to måneder.
Todelt forbud?
Hvis det ender med, at Novo Nordisk får erstatning fra HIMS og også får stoppet distributionen af andre ulovlige kopier af Wegovy, vil det give gode muligheder for at Novo Nordisks guidance om en “vækst” i omsætning og indtjening (EBIT) for 2026 på “minus 5 til minus 13 pct.” kan opjusteres i løbet af 2026.
Vendepunkt er mindre end gamechanger
For investeringscasen kan det være et vendepunkt, men næppe en ægte game changer.
Det skyldes, at der også findes 1) en verden udenfor vægttab (insulin), 2) at Eli Lilly har et markant momentum på vægttab uden for USA og 3) Eli Lilly har taget markedsandele fra Novo Nordisk indenfor diabetes de seneste kvartaler.
Kopier er en ting. Konkurrencen fra Eli Lilly en anden og stor forhindring.
Denne kommentar er skrevet af Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.
