Den danske medicinalgigant Novo Nordisk har netop annonceret et partnerskab og en dertilhørende licensaftale med selskabet Septerna om at udvikle små molekyler til behandling af overvægt, type 2-diabetes og andre kardiometaboliske sygdomme.

Det fremgår af en meddelelse.

Aftalen har en ramme på op til 2,2 mia. dollar og Novo Nordisk betaler 200 mio. dollar - svarende til knap 1,34 mia. kr. - i en umiddelbar upfront betaling.

I det nye samarbejde mellem Septerna og Novo Nordisk vil de to selskaber samarbejde om at finde og udvikle nye piller til behandling af overvægt, type 2-diabetes og andre sygdomme i hjerte og stofskifte.

De to virksomheder vil starte med fire forskningsprojekter, som skal undersøge, om man kan udvikle piller, der påvirker særlige receptorer i kroppen – bl.a. GLP-1, GIP og glukagonreceptorer.

De receptorer, som pillerne skal påvirke – kaldet GPCR’er – findes i næsten alle dele af kroppen og styrer mange vigtige funktioner. Septerna har en særlig teknologi, de kalder Native Complex Platform, som gør det lettere at finde nye GPCR-mediciner. De fokuserer især på sygdomme inden for hormoner, immunforsvar, betændelsestilstande og stofskifte.

Novo Nordisk-aktien reagerer ikke synderligt på nyheden om partnerskabet med Septerna. Novo-aktien stiger med knap 1 pct. i dagens handel, handler dermed til omkring kurs 443.

Forskingsdirektør i Novo Nordisk Marcus Schindler siger om aftalen: 

»Septerna har demonstreret stærke kompetencer inden for GPCR-lægemiddeludvikling, og vi ser frem til muligheden for at udvikle orale lægemidler baseret på små molekyler rettet mod flere forskellige mål.« 

Efter annonceringen af partnerskabet mellem Novo Nordisk og Septerna stiger det lille amerikanske biotekselskab 71 pct. i det amerikanske formarked.

Det kan skyldes at selskabet modtager 200 mio. dollar i betaling for samarbejdet fra Novo Nordisk. Det er et væsentligt beløb, da Septerna har en markedsværdi på 300 mio. dollar.

Podcast

Tager stigende renter toppen af aktieglæden?

Optimismen har taget aktierne til højere niveauer, men kan de samtidigt stigende renter sætter en stopper for festen? Millionærklubben tager debatten og tjekker stemningen sammen med HC Andersens aktiechef, Michael Friis Jørgensen. Dagens program byder også på et dyk ned i bryggeribranchens potentialer sammen med senior aktieanalytiker André Thormann fra Danske Bank.  Sidst i udsendelsen er der nyt fra FLSchmidt, som onsdag er regnskabsaktuelle med tal fra første kvartal. Selskabets finansdirektør, Roland M. Andersen, leverer sit syn på fremtidens muligheder og udfordringer, når han er med på en telefon fra Valby. Vært: Bodil Johanne Gantzel.