Kort tid efter tirsdagens handelsdag er blevet skudt i gang, er Novo Nordisk den mest stigende aktie i hele Europa, når man kigger på det brede Stoxx 600-indeks.
Novo-aktien stiger nemlig med 4,8 pct.
Allerede før aktiedagen var blevet skudt i gang havde Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, forudset, at Novo-aktien ville blive sendt op i tirsdagens handel.
»Novo Nordisk havde en rigtig god aktiedag i går, og i dag er der udsigt til lidt mere af det gode,« skrev han i en kommentar tidligere på morgenen.
Den amerikanske notering steg nemlig i mandagens handel, og i det perspektiv er det naturligt, at den danske Novo-aktie stiger i den danske handel tirsdag, påpeger økonomen.
Novo Nordisk startede mandag salget af sin Wegovy-pille i USA, og de kommende 3-4 måneder vil pillen være den eneste på markedet, indtil Eli Lilly efter planen lancerer sin pille i marts/april.
»Det er ikke givet, at lancering af pillen alene er vendepunktet, men sammen med en 'fornuftig' guidance ved regnskabet den 4. februar og initieringen af et aktietilbagekøb, kan det måske være den gode cocktail,« lyder det fra Per Hansen.
Ser man tilbage på det seneste år er Novo Nordisk-aktien nede med 41 pct.

