Den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk har fået et nyt diabetesmiddel godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA.
Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.
Der er tale om midlet Awiqli, der er et ugentligt injektionsmiddel med insulin til at stabilisere og forbedre blodsukkeret hos type-2 diabetikere. Ifølge meddelelsen er midlet det første ugentlige diabetes-middel af sin slags, der bliver godkendt i USA.
- Godkendelsen af Awiqli afspejler Novo Nordisks vedvarende indsats for at fremme innovation inden for sundhedsvæsenet og styrke støtten til mennesker, der lever med diabetes. Som den første FDA-godkendte basaltinsulin til voksne med type 2-diabetes, der kun skal tages én gang om ugen, udgør det en vigtig ny behandlingsmulighed, udtaler adm. direktør Mike Doustdar om godkendelsen.
- I en tid, hvor dele af industrien trækker sig tilbage fra insulin-området, genbekræfter vi vores engagement – vi fortsætter med at investere i innovation, adgang og forsyning til de millioner af patienter, der er afhængige af insulin hver eneste dag, fortsætter han.
Novo Nordisk afholdte i går generalforsamling i Bella Centret på Amager. Det kan du læse om her.
Novo Nordisk-aktien er faldet tungt de seneste år. Det skyldes blandt andet prispres og konkurrence på markedet for vægttabsmedicin, samt skuffende forsøgsdata på potentielle lægemidler.
Novo Nordisk-aktien er således faldet med 54 pct. de seneste tre år.

