Novo Nordisk-topchef Lars Fruergaard Jørgensen deltager torsdag i et hastemøde med regeringen.

Det bekræfter Novo Nordisk over for B.T. og Euroinvestors søstermedie Berlingske og Ritzau.

Mødet, hvor også andre fra erhvervslivet top deltager, finder således sted, dagen efter at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag havde en 45 minutters lang telefonsamtale med Donald Trump.

Læs også: Seniorøkonom: Sådan rammer våbenhvile de finansielle markeder

Det var deres første snak, efter at USAs kommende præsident truede Danmark med økonomiske sanktioner – en høj straftold for danske virksomheder – kombineret med et amerikansk ønske om at overtage Grønland.

Ifølge Berlingskes oplysninger er torsdagens møde kommet i stand med kun 36 timers varsel.

Generelt er der dog ikke mange oplysninger om form og deltagere.

Finans.dk kan dog fortælle, at også Carlsberg-topchef Jacob Aarup-Andersen er inviteret. Det samme er Jens Lund fra DSV samt Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri. Samt Danfoss.

Dansk Erhverv bekræfter over for Berlingske, at organisationens direktør, Brian Mikkelsen, også deltager i mødet, hvor i hvert fald Morten Bødskov og Mette Frederiksen ventes at repræsentere regeringen.

Læs også: Få ekspertens ultimative tips: Sådan får du succes med privatøkonomien i 2025

Erhversministeriet bekræfter, at mødet finder sted, men uden at oplyse videre om sted eller tidspunkt.

Til Børsen, som først kunne fortælle om torsdagens sammenkomst, har erhvervsminister Morten Bødskov (S) i den forbindelse sagt: 

»Det er vigtigt med en god og konstruktiv dialog med dansk erhvervsliv. For i en tid med geopolitiske spændinger skal vi søge dialogen og samarbejdet.«

Artiklen er oprindeligt udgivet på BT

Læs også: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Meta-aktien nu

Læs også: Derfor falder rederiaktierne