Novo Nordisk havde egentlig rettet sig lidt efter det markante fald tidligere på dagen, men aktien er onsdag eftermiddag blevet sendt ud i et pludseligt fald.

Aktien falder 4,7 pct. Kort tid forinden var den kun nede med 1,7 pct.

Kursbevægelsen ramte samtidig med, at Novo afholdt et investorkald, hvor analytikere og investorer kunne stille spøgrsmål.

Det kald lyttede senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen med på, og efter hans vurdering kan investorernes reaktion skyldes usikkerhed omkring prisen på Novos supersællert Wegovy.

»Der er blevet spurgt en del ind til, hvorfor man oplever lavere priser på Wegovy. Det, som Novo svarer, er, at i takt med flere får adgang til Wegovy gennem offentlige sygekasser som for eksempel Medicaid, så kommer der lavere priser,« siger Søren Løntoft Hansen.

De lavere priser til de lidt fattigere kunder er ikke noget stort problem, fordi det kan øge salget.

Senioranalytikeren vurderer dog, at nogle af investorerne frygter, at der kan ligge en anden årsag bag de lavere priser på Wegovy.

»Man kan jo godt sidde med den tanke, at det også kunne være et udtryk for mere intens konkurrence. Så der er en frygt for, at en del af forklaringen også er konkurrencen fra Eli Lillys middel Zepbound, og ikke kun fordi man har fået adgang til salgskanaler med lavere priser,« siger Søren Løntoft Hansen og fortsætter:

»Om prispresset kommer fra adgangen til de lidt fattigere patienter, eller om det kommer fra øget konkurrence, står ikke helt tydeligt.«

Tidligere på dagen så det dog endnu blev Novo-aktien sendt ud i et kursfald på 6,6 pct. Den reaktion kom efter selskabets nye kvartalsregnskab. Det kan du læse mere om her.

Læs også: Dansk selskab sender aktie ud i kurseksplosion

Læs også: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Novo Nordisk-aktien nu