Novo Nordisk indgår et strategisk samarbejde med OpenAI.

Det skriver Novo Nordisk i en meddelelse tirsdag morgen.

Partnerskabet vil anvende kunstig intelligens til at analysere komplekse datasæt, identificere lovende lægemiddelkandidater og reducere den tid, det tager at gå fra forskning til patient.

»Dette partnerskab er et vigtigt skridt i retning af at positionere Novo Nordisk som førende i den næste æra af sundhedsvæsenet,« siger Mike Doustdar, der er topchef for Novo Nordisk.

»Integrationen af AI i vores daglige arbejde giver os mulighed for at analysere datasæt i en skala, der tidligere var umulig, identificere mønstre, vi ikke kunne se før, og teste hypoteser hurtigere end nogensinde,« tilføjer han.

Partnerskabet vil anvende OpenAIs kompetencer til at øge effektiviteten i produktion, forsyningskæde, distribution og virksomhedens øvrige drift.

Der ventes fuld integration inden udgangen af 2026.

OpenAI er særligt kendt for at stå bag chatbotten ChatGPT.