Zealand Pharma-aktien falder 5,7 pct. i mandagens handel.
Det sker, efter Novo Nordisks amerikanske rival, Eli Lilly, har vist lovende resultater for det mulige fedmemiddel Eloralintid.
Patienter tabte sig ifølge nyhedsbureauet Reuters over 11 pct. efter 12 ugers behandling i et tidligt studie.
Eloralintid er en såkaldt amylin-analog, der gives ugentligt. Analytiker Akash Tewari fra den amerikanske storbank Jefferies vurderer, at midlet potentielt kan kombineres med Lillys succesfulde vægttabslægemiddel Tirzepatid – kendt som Zepbound i USA og Mounjaro i Danmark.
Også Novo Nordisk forsker i amylin-analoger, mens danske Zealand Pharma og Gubra har indgået milliardaftaler med Roche og AbbVie om lignende midler.
Ifølge Cantor Fitzgerald-analytiker Prakhar Agrawal ser Eloralintids data umiddelbart stærkere ud end dem for Roches og Zealands amylinanalog, Petrelintid.

