Den danske medicinalmastodont Novo Nordisk skruer op for forventningerne.
Det sker i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets dugfriske regnskab for årets andet kvartal.
»Vi er glade for væksten i salget i første halvdel af 2024, som har gjort det muligt for os at hæve forventningerne for hele året,« lyder det i en kommentar i regnskabet fra Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen, som tilføjer, at væksten skyldes efterspørgslen på selskabets supersællerter inden for behandling af fedme og diabetes.
Medicinalkæmpen venter nu en vækst i salget på mellem 22 pct. og 28 pct. mod tidligere mellem 19 pct. og 27 pct., mens driftsresultatet ventes at lande på mellem 20 pct. og 28 pct. mod før udmeldte mellem 16 pct. og 24 pct.
Læs også: Følg markedet live - det sker der nu
Novo Nordisk's salg er steget med 24 pct. til 133,4 mia. kr. i første halvdel af 2024 i forhold til samme periode sidste år, mens driftsoverskuddet er gået frem med 18 pct. til 57,8 mia. kr. i samme periode.
Det er til trods for, at selskabet i juni måtte æde et tab og nedskrive for 5,7 mia. kr., da lægemiddelkandidaten Ocedurenone skuffede i et studie.
Til gengæld nedpræciserer Novo Nordisk sine forventinger til driftsresultatet for helåret 2024. Dermed venter medicinalmastodonten nu en vækst i driftsresultatet på 20-28 pct. mod tidligere 22-30 pct.
Zoomer man ind på det forgangne kvartal, misser medicinalkæmpen dog på et par nøgletal, hvis man tager udgangspunkt i analytikernes forventninger.
Omsætningen lyder på 68,1 mia. kr., hvilket er mindre end de på forhånd ventede 68,7 mia. kr. ifølge konsensusestimater fra finanstjenesten Bloomberg.
Driftsresultatet, EBIT, der er et udtryk for, hvor effektiv en virksomhed er til at drive sin forretning, lander på 25,9 mia. kr. mod analytikernes ventede 27,3 mia. kr.
På bundlinjen ligger der 20,1 mia. kr. Det er også mindre end de ventede 22,6 mia. kr.
Salget af medicinalkæmpens supersællerter - diabetesmidlet Ozempic og fedmemidlet Wegovy, er gået frem sammenlignet med samme periode sidste år.
I det seneste kvartal har medicinalkæmpen solgt Wegovy for 11,6 mia. kr. Det er dog en del mindre end analytikernes forventning på 13,6 mia. kr.
Kigger man på Ozempic, har det danske selskab solgt diabetesmidlet for 28,8 mia. kr. Det er også mindre, end de på forhånd ventede 37,4 mia. kr.
Læs også: Amerikansk aktie fordoblet natten over
Novo Nordisk er et dansk medicinalselskab, der særligt fokuserer på at udvikle diabetes- og fedmemidler. Særligt de førnævnte midler - Ozempic og Wegovy - har været en kæmpe succes for selskabet, hvis aktiekurs er braget i vejret de seneste år.
Ikke desto mindre har aktiekursen de seneste måneder været udfordret. Blandt andet har den amerikanske præsident og toppolitikeren Bernie Sanders kritiseret priserne på Novo Nordisks midler i USA, hvilket fik aktien til at bakke.
I starten af april blev aktien igen ramt af modvind, da brugen af selskabets supersællerter blev kædet sammen med synstab.
Novo Nordisk-aktien har den seneste måned tabt pusten med knap 10 pct., mens fremgangen det seneste år lyder på over 60 pct.
Novo Nordisk er grundlagt tilbage i 1923, beskæftiger over 64.000 og markedsfører sine produkter i 170 lande.
Læs også: Så meget udbytte er der på vej til Novo-aktionærerne
Læs også: Cheføkonom trækker i land: Aflyser billigere boliglån