Den danske medicinalgigant Novo Nordisk har onsdag morgen præsenteret regnskab for årets andet kvartal.

I det forgangne kvartal har Novo Nordisk omsat for 76,9 mia kr. Det er en smule mindre end de 77 mia. kr., som analytikerne på forhånd havde ventet ifølge konsensusestimater fra finanstjenesten Bloomberg.

På bundlinjen ligger der 26,5 mia. kr. i andet kvartal mod ventede 27 mia. kr.

Novo Nordisk nedjusterede i sidste uge, og i den forbindelse offentliggjorde selskabet en række tal, der afslørede en salgsvækst i faste valutakurser på 18 pct. i andet kvartal, og en vækst i driftsindtjeningen, EBIT, på 40 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Omsætnigen i årets første halvdel er 16 pct. højere end samme periode sidte år og lander på 155 mia. kr. 

Samtidig stiger driftsresultatet 25 pct. til 72,2 mia. kr.

Novo Nordisk er også klar med udbytte - således lægger bestyrelsen op til at udbetale et foreløbigt udbytte for året på 3,75 kr. Det er 10 øre højere end samme periode sidste år, hvor Novo Nordisk udmeldte planer om at udbetale 3,50 kr. aktie.

Der var forud for regnskabet spekuleret i, hvorvidt Novo Nordisk ville udnytte til den lave aktiekurs til at købe aktier tilbage. Det er en børsmanøvre, der alt andet lige holder hånden under aktiekursen, som du kan se her.

Men det bliver der ikke noget af, oplyser Novo Nordisk.

Selskabet gennemfører i øjeblikket ikke et aktietilbagekøbsprogram på grund af store investeringer i forsyningskæden i 2025, men bestyrelsen har fortsat bemyndigelse til at genoptage tilbagekøb, hvis det bliver aktuelt.

Den afgående topchef i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, sætter i regnskabet ord på udviklingen:

»Mens vi leverer 18 pct. salgsvækst i første halvdel af 2025, har vi sænket vores helårsprognose på grund af lavere vækstforventninger til vores GLP-1-behandlinger i anden halvdel af 2025.«

Fra ham lyder det videre, at Novo under en ny ledekse vil maksimere sine vækstmuligheder:

»Med mere end en milliard mennesker, der lever med fedme globalt, herunder mere end 100 millioner i USA, og kun få millioner i behandling, er jeg overbevist om, at Novo Nordisk under Mike Doustdars ledelse vil maksimere de betydelige vækstmuligheder, understøttet af en stærk produktportefølje og fremtidig pipeline,« siger han i regnskabet.

Novo Nordisk har nedjusteret to gange i år, og selskabet har kæmpet med flere udfordringer - blandt andet øget konkurrence samt kopimedicin.

Mere nøjagtigt venter Novo Nordisk nu en vækst i salget i faste valutakurser på 8-14 pct. mod før 13-21 pct. i 2025.

Væksten i driftsindtjeningen målt på EBIT venter Novo Nordisk lander mellem 10-16 pct. mod før 16-24 pct.

Novo Nordisks aktiekurs er raslet ned, og siden årsskiftet lyder tilbagegangen på mere end 50 pct.