Novo Nordisk går videre med test af et nyt slankemiddel kaldet amycretin. 

Midlet findes både som pille og som indsprøjtning, og begge versioner skal nu prøves af i store forsøg, kaldet fase 3-studier. Det oplyser den danske medicinalmastdont i en fondsbørsmeddelelse torsdag.

Novo Nordisk er gået videre med slankemidlet, efter tidligere forsøg viste gode resultater, og myndighederne har givet grønt lys til næste skridt.

»Vi er meget tilfredse med at kunne tage amycretin videre i udviklingen,« udtaler Martin Lange, koncerndirektør for udvikling hos Novo Nordisk. 

»Vi ser stort potentiale i molekylet og glæder os til at præsentere designet af fase 3-programmet,« tilføjer han.

De nye forsøg begynder i starten af 2026 og skal teste, om amycretin virker godt og sikkert for voksne med overvægt eller fedme. 

Amycretin er en type medicin, der virker på to signalstoffer i kroppen og hjælper med at styre appetitten og blodsukkeret.