Novo Nordisk-topchefen Mike Doustdar har overraskende indrømmet, at kopiproducenter af Novo Nordisks fedmemedicin har haft succes med at tiltrække 1,5 mio. kunder takket være lavere priser. Det er flere end tidligere antaget af Novo Nordisk, skriver Finans.

»Det er ikke, fordi de halvanden million patienter gerne vil have usikre kopiversioner af vores produkter. Compounderne greb ud efter en del af forbrugerne, som bare var prisfølsomme over for det hele,« udtaler Mike Doustdar til avisen.

Han er dog også bekymret over, at kopiproducenterne har omgået amerikanske sundhedsmyndigheder og sælger usikre produkter. Derfor vil Novo Nordisk fortsat retsforfølge selskaber, der ulovligt sælger kopilægemidler eller udnytter Wegovy-navnet. 

Som Euroinvestor tidligere har beskrevet har Novo Nordisk lanceret en pille mod fedme. Håbet er, at pillen kan ændre på Novo Nordisks greb om det lukrative marked for fedmemedicin.

Investorer har længe frygtet, at den danske medicinalmastodont ville blive skubbet af tronen på fedmemarkedet, og det har bidraget til den brutale nedtur, som Novo Nordisk-aktien er blevet sendt ud i siden sommeren 2024.